Red Barnet slår alarm over forsvundne børn

10.000 flygtningebørn er forsvundet i Europa, hvoraf flere er tvunget ud i kriminalitet. Red Barnet kalder på handling.

Med flygtningestrømmen til Europa er flere uledsagede børn og unge havnet i kriminalitet - flere fordi de er tvunget til det. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Uledsagede flygtningebørn kommer i stigende grad til Europa, men mange af dem forsvinder for myndighederne og havner i kriminalitet eller kommer i kløerne på kriminelle og menneskehandlere.

Ifølge det europæiske politisamarbejde Europol er over 10.000 uledsagede børn og unge forsvundet i Europa , og en del af dem frygtes at være blevet tvunget ind i sexhandel og slaveri eller kriminalitet.

I Danmark viser den seneste opgørelse, at 450 flygtningebørn er forsvundet, og deres skæbne er uvis.

Red Barnet er dybt bekymret over situationen i Europa:

- Det er et alarmerende højt tal, som Europol er ude med, og vi står med et reelt og kæmpestort problem, som EU skal tage alvorligt, siger generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.

Han henviser til, at de mange forsvundne børn og unge kan hænge sammen med de kaotiske tilstande, der hersker i nogle af modtagecentrene i Europa.

De fleste uledsagede flygtningebørn, der forsvinder, er unge drenge i alderen 14-17 år, men ikke alle.

- Den tumult, der opstår ved et stort flygtningepres, og når der er mangelfulde modtagefaciliteter, kan betyde, at børn bliver væk fra deres forældre. Samtidig er der kriminelle netværk, der øjner muligheden for at drage nytte af de udsatte børn.

De fleste forsvundne er på transit

En anden forklaring kan være, at børnene mangler penge for at kunne rejse videre, og det kan også presse dem ud i kriminalitet, mener Red Barnet.

Når flygtningebørn forsvinder i enten Danmark eller et andet europæisk land, kan det nemlig hænge sammen med, at de i virkeligheden er på gennemrejse.

- Langt hovedparten af børnene er på vej videre. De kæmper sig altså frem til den destination, som de måske hele tiden har ønsket at komme hen til.

- Italien og Grækenland og andre lande i Europa kan altså i høj grad være et transitland for dem på rejsen mod det land, hvor de har et netværk, siger Jonas Keiding Lindholm.

Tyverier, narkohandel prostitution

De unge flygtninge risikerer at havne i flere forskellige former for kriminalitet, når de mangler penge og ikke har noget sted at sove.

Ifølge Red Barnet kan det være småtyverier af forskellig karakter, men det kan også være prostitution eller handel med stoffer.

Og selv om der er en overvægt af unge drenge blandt flygtningebørnene, risikerer de altså også at ryge ud i prostitution.

- Der er også et marked for seksuel udnyttelse af unge drenge og unge mænd. Det ser vi i høj grad på de væresteder, vi driver - blandt andet i Rom. Der er unge, der fortæller om den slags oplevelser, hvor de bliver udsat for seksuel kriminalitet, forklarer Jonas Keiding Lindholm.

Det er uvist i hvilket omgang flygtningebørn udnyttes til kriminalitet i Danmark, men Red Barnet vurderer at omfanget ikke er så stort som i mange andre europæiske lande.

Men der er akut behov for handling på europæisk plan, mener organisationen.

- EU’s medlemslande, også Danmark, er nødt til at undersøge, hvad der sker med de uledsagede flygtningebørn, der forsvinder, så man kan tilrettelægge den rigtige indsats for dem.

- Samtidig må man sørge for, at børnene kender deres rettigheder. Og så skal der gøres noget ved de elendige modtageforhold i transitlandene, der ofte tvinger børnene videre ud i Europa, pointerer Jonas Keiding Lindholm.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube