Tema Cyberangreb

Region opgraderer 16 år gamle Windows-maskiner til nyt, forældet styresystem

It-direktør afviser, at 5.000 computere med Windows XP er i risikozonen for et cyberangreb.

Over 6.000 computere kører i regionerne stadig det 16 år gamle styresystem Windows XP. Her er det Windows Server-styresystemet, der ses. (Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS © AFP or licensors)

Regionerne spiller russisk roulette, når de fortsat har computere med Windows XP installeret som styresystem.

Så klar er kritikken fra it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra virksomheden CSIS. Kritikken kommer på baggrund af en rundspørge i dagens udgave af Dagbladet Information, der viser, at regionerne har tusindvis af Windows XP-maskiner kørende. Alene Region Midtjylland har omkring 5.000 computere på det gamle styresystem, som ikke længere får opdateringer af Microsoft. Computerne er ”hovedsageligt på hospitalerne”.

Opgraderer til Windows 7 - og så Windows 10

Selvom Region Midtjylland betoner som svar på kritikken, at sikkerheden er i orden på deres Windows XP-maskiner, så er der et projekt i gang, der skal opdatere langt de fleste maskiner til det otte år gamle styresystem Windows 7. Først derefter begynder regionen at opdatere computerne til det nyeste styresystem Windows 10.

- Vi er på vej. Vi skal over på en sikker platform. Selvfølgelig skal vi det, siger Claus Kofoed.

Men hvorfor ikke bare springe det led over?

- Det er fordi, at hele vores procedure og alle vores udrulningscentraler kører nu med Windows 7. Vi mener, at Windows 7 er den rigtige vej at gå og så derfra Windows 10, siger Claus Kofoed.

Tilbage til Peter Kruse, der ikke køber forklaringen om, at bare fordi Region Midtjylland kan styre, hvilke programmer der bliver installeret på computere, så er de sikret mod angreb.

- Det er deres teori tilsyneladende, men det er ikke i overensstemmelse med sandheden. Hvis vi ser på WannaCry, så vil den sagtens kunne køre på sådan et system, siger Peter Kruse.

Windows 7 er også forældet

Han hæfter sig ved, at Windows 7 også er et forældet styresystem. Noget som Microsofts egne folk også flere gange har gjort opmærksom på.

- Den hører til i en anden tidsalder, om man vil. Det er ikke et system, man skal begynde at migrere (skifte til, red.) til nu, siger Peter Kruse og forklarer:

- Det vil nok være klogere, hvis man var flyttet til Windows 10, som er fuldt supporteret og understøttet. Det betyder, at man ikke længere får funktionalitetsopdateringer til Windows. Det giver en stribe udfordringer, hvis man ikke har et nyere operativsystem.

Informations rundspørge viser, at mens Region Midtjylland har 5.000 computere med Windows XP, så har de fire andre regioner væsentligt færre med det 16 år gamle styresystem. Region Nordjylland har 100 computere, Region Sjælland har 113, Syddanmark under 100, mens Region Hovedstaden har 630 computere, der kører på Windows XP.