Rejseplanen giver grønt lys til privat samkørsel

Busser og tog skal i en forsøgsperiode kobles med delebiler og private lift i nordjysk version af Rejseplanen.

I dag foregår det eksempelvis på Gomores hjemmeside, når man skal booke en tur med en privat personbil. Fra næste år vil de ture, der bliver udbudt - ligesom de relevante taxaselskaber - fremgå af den nordjyske udgave af Rejseplanen. På billedet er det Jens Otto Størup, der er direktør i Nordjyllands Trafikselskab. (Foto: Michael Bygballe © Scanpix)

Fremover skal taxaer, delebiler og privat samkørsel som Gomore spille sammen med tog- og busforbindelser. Det mener Nordjyllands Trafikselskab.

Samkørsel og taxaselskaber skal derfor være med i en nordjysk version af hjemmesiden og app'en Rejseplanen, der i dag planlægger ture med bus, tog og færge.

- Vi er sat i verden for at sikre, at folk kan komme på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter, siger Jens Otto Størup, direktør i Nordjyllands Trafikselskab, til Ritzau.

- Men vi har måttet sande, at der er mange andre transportudbydere, der gør folk mobile. Hvorfor skulle vi ikke samarbejde med dem?

Udvidet rejseværktøj

Rejseplanen er ejet af de offentlige trafikselskaber og har givet Nordjyllands Trafikselskab lov i en forsøgsperiode at udvide rejseværktøjet.

Det er planen, at forsøget skal løbe fra 2017 og et par år frem.

- Det her kan være med til at knække nødden i forhold til at håndtere kollektiv trafik i yderområderne bedre, siger Jens Otto Størup.

Både Midttrafik, Sydtrafik, Movia og Fynbus oplyser, at trafikselskaberne vil følge det nordjyske forsøg med interesse. Og hvis det bliver en succes, er det oplagt at gå samme vej, lyder det fra flere regioner.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube