Reklamer på sangerindes Instagram-profil politianmeldt

Forbrugerombudsmanden har meldt en tandpastaproducent og et mediebureau for ulovlig reklame på sociale medier.

Sangerinden Szhirley er blevet gjort opmærksom på, at man som blogger også risikerer at blive straffet for skjult reklame, men Forbrugerombudsmanden har valgt ikke at politianmelde hende. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Da sangerinden Szhirley tilbage i 2014 delte syv billeder med hashtagget #Pepsodent med sine følgere på Instagram, var der tale om ulovlig reklame.

Det har Forbrugerombudsmanden vurderet, og derfor er to virksomheder nu blevet meldt til politiet i den første sag om skjult reklame på sociale medier i Danmark.

- Vi har gjort, hvad vi kunne for at gøre virksomhederne opmærksomme på, at der gælder det samme for reklamer på sociale medier, som der gør for reklamer på de trykte medier. Nemlig at det skal fremgå tydeligt, når der er tale om reklame, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

De to virksomheder, som nu er blevet politianmeldt, er tandpastaproducenten Unilever samt mediebureauet MemeCPH.

Unilever skriver i en mail til DR Nyheder, at de ikke kan kommentere på en verserende sag, som stadig undersøges. Dog er virksomhedens holdning, at det klart fremgik, at Instagram-billederne var reklame.

Ifølge en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden blev aftalen indgået mundtligt med sangerinden, og ifølge Christina Toftegaard Nielsen fik Szhirley penge for reklamen.

Hvis de to virksomheder bliver dømt skyldige, risikerer de en bøde.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få kontakt til mediebureauet MemeCPH – dog uden held.

Forbrugerombudsmanden har valgt ikke at politianmelde sangerinden, men gjort hende opmærksom på, at man også som blogger kan straffes for at "overtræde forbuddet mod skjult reklame".

DR Nyheder har forsøgt at komme i kontakt med Szhirleys manager, Thomas Enghave, men uden held. Han siger dog til Ekstra Bladet, at de dengang ikke var klar over reglerne, men er det nu.

Det er den første sag af sin slags i Danmark.

Opslået af DR Nyheder på 18. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube