Retsanalytiker: Der kan være medgerningsmænd på fri fod i Kundby-sag

Det kan potentielt være et netværk, politiet forsøger at opklare, siger DR's retsanalytiker Mette Mayli Albæk.

En 24-mand, der bliver i dag fremstillet ved grundlovsforhør i Holbæk, kan kædes sammen med den såkaldte Kundby-sag. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Den såkaldte Kundby-sag, hvor en 15-årig pige i går blev varetægtsfængslet i isolation, har taget en ny drejning i dag, hvor en person på 24 år bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk.

For ifølge DR Nyheders oplysninger, så er den 24-årige en hjemvendt syrienkriger, der har haft kontakt med den 15-årige pige over sociale medier.

Grundlovsforhøret er stadig i gang, men hvis det ender med, at den tidligere syrienkriger bliver varetægtsfænglset, så vidner det om en meget alvorlig sag.

- I går stod vi med en mystisk sag med en 15-årig pige, der var anholdt, og hvor sprængstofeksperter havde ransaget hjemme hos hende. Hvis den 24-årige syrienkriger bliver varetægtsfængslet i dag, bliver sagen langt mere alvorlig, siger DR's retsanalytiker Mette Mayli Albæk.

- Når anklageren samtidig siger, at der kan være andre medgerningsmænd på fri fod, kan det potentielt være et netværk, politiet forsøger at opklare, siger DR's retsanalytiker.

Både grundlovsforhøret med den 15-årige pige og dagens grundlovsforhør af den 24-årige mand sker bag dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at pressen ikke må overvære grundlovsforhøret eller høre, hvad de to personer er sigtet for.

- Kombinationen af grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre og en varetægtsfængsling i isolation vidner om, at anklagemyndigheden og politiet tager sagen meget alvorligt. Samtidig hører vi fra flere kilder, at sagen kører på højeste niveau, siger Mette Mayli Albæk.

Hun peger også på, at politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) længe har frygtet hjemvendte syrienkrigere.

- At en syrienkriger nu er anholdt i Kundby-sagen gør den ikke mindre interessant. Den anholdte 24-årige mand har lært at håndtere våben, han har flere domme bag sig og har opholdt sig i områder med væbnet konflikt. Det er en cocktail, der kan være rigtig farlig, siger hun.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube