Retsordførere: Justitsminister må igen forklare sig i mobilsag

En af de terrortiltalte har igen haft adgang til en mobiltelefon fra fængslet.

Der er fundet endnu en mobiltelefon hos en af de tiltalte i terror-sagen. (Foto: søRen Bidstrup)

Forrykt. En skandale. En meget alvorlig situation.

Ordene kommer fra retsordførerne hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, efter at endnu en telefon i følge DR Nyheders oplysninger er fundet blandt de fængslede terrortiltalte.

- Det kan vi under ingen omstændigheder leve med. Det er forrykt og åbenlyst ikke i orden, lyder det fra Trine Bramsen (S), der efterlyser en forklaring fra justitsminister Søren Pind.

Samme holdning deler Peter Kofod Poulsen (DF):

- Det er grotesk og en skandale. De her folk må ikke have telefoner. Vi skal en forklaring fra justitsministeren på, hvordan det her kan hænge sammen, siger Peter Kofod Poulsen.

Allerede den 21.december 2015 blev Justitsministeriet og politiet af DR Nyheder gjort opmærksomme på, at en af de terrortiltalte var aktiv på nettet fra fængslet.

Den 8.januar 2016 skrev Søren Pind på sin Facebook-profil, at der nu var fundet en mobiltelefon hos en af de fængslede og ministeren bad Kriminalforsorgen om at skærpe tilsynet med de fængslede i terrorsagen.

Dette budskab gentog justitsministeren den 28. januar 2016, hvor det på et samråd i Folketingets retsudvalg kom frem, at de fem fængslede i terrorsagen havde haft adgang til i alt syv mobiltelefoner.

Derfor er det til grin, at en af de tiltalte nu igen har haft en telefon, mener Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

- Vi kræver straks at få en forklaring fra justitsministeren på, hvilke konsekvenser det skal have for de ansvarlige, siger Trine Bramsen.

Justitsministeren får tirsdag en samlet redegørelse for hele sagen fra Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube