Retten dobbeltlukker dørene i alvorlig sag fra Kundby

Hverken PET eller politiet vil udtale sig om indhold af Kundby-sag, og grundlovsforhør i sagen lukkes helt ned.

Retten i Holbæk, hvor grundlovsforhøret finder sted. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Der slipper intet ud om sagen fra Kundby i Nordvestsjælland, hvor politiet onsdag undersøgte en villa.

For Retten i Holbæk har netop efterkommet anklager Peter Rostgaard Ahleson og forsvarer Jørgen Spilckers anmodning om dobbeltlukkede døre.

Det oplyser DR Nyheders reporter i retten.

Dermed får hverken pressen eller tilhørere end ikke at vide, hvad sigtelsen er, men politiet har oplyst, at den sigtede, en 15årig pige, blev anholdt onsdag klokken 12:20.

- Der er tale om en sag af betydelig alvor. Den er på et indledende stadie, og det er ikke til at vide, om der er medgerningsmænd på fri fod, lød det fra anklager Peter Rostgaard Ahleson, inden dørene blev lukket, skriver Ekstra Bladet.

Ammunitionsryddere på stedet

Midt- og Vestsjællands Politi samarbejdede med kriminalteknikere og Forsvarets ammunitionsryddere, da de onsdag grundigt undersøgte en villa i Kundby på Sjælland.

Samtidig var en ambulance og det lokale beredskab tilkaldt, kan man læse i politiets døgnrapport, der netop er sendt ud.

- Rutinemæssigt var en ambulance og det lokale redningsberedskab tilkaldt til at være stand by i forbindelse med politiets undersøgelser på stedet, står der i døgnrapporten.

Vil ikke oplyse om eventuelle fund

Hvad der præcist er foregået i villaen i Kundby, vides ikke, da hverken politiet eller PET vil udtale sig om sagen, men flere medier herunder TV 2 skrev onsdag aften, at en 15-årig dansk pige er anholdt i forbindelse med sprængstoffer.

Dette er dog ikke bekræftet fra myndighedernes side.

I løbet af onsdag aften blev undersøgelserne i villaen afsluttet.

- Af efterforskningsmæssige årsager kan politiet hverken oplyse, om der blev fundet noget af politimæssig interesse på stedet, eller hvilke konkrete oplysninger som gav anledning til undersøgelserne, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Heller ikke PET vil udtale sig i sagen, oplyser efterretningstjenesten til DR Nyheder.

Opdateret klokken 13:30 med anklagerens kommentar

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube