Retten slår fast: Facebook-gruppen 'Død over jøderne' er ulovlig

48-årig mand får en betinget fængselsdom, efter at han på Facebook har opfordret til drab på jøder.

Det går ikke at erklære død over jøder på Facebook, slår Retten i Glostrup fast onsdag formiddag. Heller ikke, selv om det efter eget udsagn blot var for at skabe debat.

En 48-årig mand er derfor blevet idømt 60 dages betinget fængsel af en enig domsmandsret, fordi han i juli 2014 oprettede Facebook-gruppen 'Død over jøderne' og samtidig skrev stødende ting om jøder på sin private profil på det sociale medie. Det skriver Ritzau.

- Retten mener, at ytringerne er så grove, at de hæmmer den offentlige debat, og derfor straffes du for både racisme og propagandavirksomhed, i og med at man kan nå ud til et bredt publikum på Facebook, siger retsformand Martin Christian Hall.

Den 48-årige mand nægtede sig skyldig i tiltalen, selv om han erkendte, at det var ham, der oprettede gruppen og skrev kommentarerne. Han modtog dommen.

Vred over Gaza-bombning

Manden har muslimsk baggrund og skrev blandt andet på Facebook, at "hvis man ønsker jihad, skal man have jøderne på sigtekornet" og "find dig et gaskammer, Martin Ludergaard, din luderunge" med henvisning til landets udenrigsminister, Martin Lidegaard (R).

Den nu racismedømte mand har forklaret, at han skrev kommentarerne i frustration og afmagt, da han sidste sommer så tv-billeder fra konflikten mellem israelerne og palæstinenserne i Gazastriben.

Ville skabe debat

Mandens advokat sagde inden retsmødet, at der er tale om "en storm i et glas vand", og manden selv siger, at det ikke var hensigten at skabe frygt, men blot at skabe debat, har den 48-årige mand forklaret i retten.

- Jeg mener jo ikke, at jøder skal dø. Jeg ville bare skabe debat, og jeg var sur over, at Martin Lidegaard ikke fordømte bomberne i Gaza, sagde manden i retten tidligere onsdag.

Hos anklager Rasmus Petersen havde man ønsket, at manden blev idømt fængsel i ikke under tre måneder.

- Jeg er tilfreds med, hvad retten kom frem til. I forhold til retspraksis synes jeg, at vi lander omkring, hvad der var ventet, siger anklager Rasmus Petersen til Ritzau.

/Ritzau/DR Nyheder

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube