Tema Flodbølge i Grønland

Risiko for nye jordskred i Grønland: Beboere evakueres fortsat

Grønlands Politi advarer beboere i små bygder og fortsætter med evakuering i området, som er ramt af jordskred.

Faren efter et jordskred på den grønlandske vestkyst er ikke drevet over.

Det meddeler Grønlands Politi.

Et endnu større antal indbyggere i flere af de små grønlandske bygder i området ved byen Uummannaq bliver derfor evakueret, oplyste politiet i nat dansk tid.

Det er uvist, hvor mange mennesker som er blevet bedt om at lade sig evakuere til de større byer Uummannaq og Aasiaat.

Politiet fortæller, at folk kun kan få lov til at medbringe det mest nødvendige, når de forlader deres hjem. Og på Grønlands Politis Facebook-side opdaterer politiet løbende om situationen og advarer indbyggere, hvis der er fare på færde.

Flådeskib henter folk

Flere steder skal beboerne holde øje med, om vandet stiger til dramatiske højder.

- Indbyggerne i følgende bygder skal vare opmærksomme pa vandstanden: Saattut, Ukkusissat,
Niaqornat og Qaarsut. Hvis vandet stiger, eller sirenen lyder, skal man straks søge op i fjeldet, lød det fra politiet i nat.

Både helikopter, fartøjet Einar Mikkelsen og Arktisk Kommandos skib Vædderen deltager i evakueringerne af bygderne. Og nogle lokale opholder sig på skibet.

- Efter planen vil Vædderen fra i morgen tidlig (lokal tid, red) observere den fjeldvæg, hvor der fortsat vurderes at være risiko for yderligere skred, oplyser Grønlands Politi på sin Facebookside. Her kan de lokale følge med i udviklingen, og hvad de skal gøre, hvis advarselssirenen lyder.

Det var lørdag aften lokal tid, at et jordskred ramte området, og det udløste en tsunami, som oversvømmede bygden Nuugaatsiaq, hvor der bor omkring 100 beboere. Der er sket store materielle skader, og flere bygninger blev skyllet i vandet.

Beboerne i Nuugaatsiaq blev i går evakueret til Uummannaq, hvor der bor over 1.000 mennesker. Fire af beboerne fra Nuugaatsiaq er stadig savnet.

Først blev det vurderet, at årsagen var et jordskælv, men senere har blandt andre seismolog Peter Voss fra GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - oplyst, at der kan have været tale om et jordskred fra et fjeld.

11 politifolk fra Danmark fløj i går til Grønland for at hjælpe med at håndtere opgaven.

Kortet viser den del af Grønland, som er ramt af jordskred og oversvømmelser. (© DR Nyheder)