Ritt Bjerregaard om kræften: Jeg har intet fortrudt

Den tidligere overborgmester og minister er ramt af en uhelbredelig kræftsygdom, der har fået hende til at tænke over livet og døden.

Den tidligere minister og overborgmester, Ritt Bjerregaard, fik i december besked om, at hendes kræftsygdom havde spredt sig til lungerne og ikke længere kunne fjernes – kun bremses. Derfor er hun nu i gang med kemobehandling.

I Aftenshowet forklarede Ritt Bjerregaard, hvordan hun ser tilbage på sit liv.

- Sidste gang var jeg så langt nede, at jeg var i tvivl, om jeg overlevede. Der nåede jeg at tænke, at jeg ikke ville lave om på noget, og at jeg har haft et godt og rigt liv.

Jeg vil gerne leve længere, se min familie og vener noget mere, høre mere musik og skrive mine erindringer færdige. Men jeg har ikke noget, jeg absolut skal nå.

Ritt Bjerregaard

- Sådan har jeg det også nu. Jeg vil gerne leve længere, se min familie og vener noget mere, høre mere musik og skrive mine erindringer færdige. Men jeg har ikke noget, jeg absolut skal nå.

Fortryder ikke nej til kemo

Ritt Bjerregaard blev opereret to gange i foråret, men hun valgte at sige nej til forebyggende kemobehandling. Dengang sagde hun til DR, at det ville være forfærdeligt, hvis kræften derfor skulle dukke op igen, men i dag fortryder hun ikke sin beslutning.

- Det var hårdt for mig at komme igennem de operationer. Jeg var langt nede i vægt, langt nede i blodprocent, jeg var træt og udmattet. Jeg havde ikke kræfter til på ordentlig vis at komme igennem kemoen, der kun var forebyggende.

- Jeg fortryder ikke, det var det rigtige for mig.

Ritt Bjerregaard udgav i begyndelsen af november første bind af sine erindringer. Lige nu arbejder hun på højtryk for at gøre anden del færdig. Anden del kommer til at handle om hendes politiske liv, som hun også så tilbage på i Aftenshowet.

Vi er blevet flinkere til at give hinanden et knus og et kys og måske være mere opmærksomme på, at humøret kan svinge lidt mere end før.

Ritt Bjerregaard

- Der er da ting undervejs, hvor man tænker, om det virkelig behøvede at gå på den måde. Men det har været en fantastisk tid for kvinder. Da jeg blev minister i 1973, havde der aldrig været så ung en kvinde, og det var usædvanligt med kvinder. Efterfølgende har jeg oplevet en regering med tre formænd, der var kvinder, og nu er der en kvindelig formand for Folketinget.

- Jeg har været med til at præge og give liv til den udvikling, og det kan jeg godt være lidt stolt af.

Har skruet ned for arbejdet

Selvom Ritt Bjerregaard stadig holder sig i gang, er hun blevet nødt til at indse, at hun ikke længere kan arbejde i så højt gear.

- Der er mange ting, jeg gerne vil, og det er slet ikke sådan, at jeg holder op med at tænke over det. Jeg har en stor udfordring i, at jeg ikke kan overkomme så meget.

Privat er Ritt Bjerregaard gift med historikeren Søren Mørch, som hun i år kan fejre guldbryllup med. Kræftsygdommen har også haft en indflydelse på hverdagen som mand og kone, forklarer hun.

- Vi snakker om sygdommen, og vi er blevet flinkere til at give hinanden et knus og et kys og måske være mere opmærksomme på, at humøret kan svinge lidt mere end før.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube