Røvere smadrer banks facade med bil

Politiet leder efter tre mænd, der tirsdag morgen begik et usædvanligt voldsomt røveri i Glostrup.

Københavns Vestegns Politi offentliggjorde et foto af flugtbilen, en beige Saab 9000 årgang 1993. Politiet oplyser, at flugtbilen nu er fundet. (© Københavns Vestegns Politi)

Glasfacaden på Danske Banks filial på Hovedvejen i Glostrup blev tirsdag morgen smadret af to røvere, der kørte en bil igennem den.

Da de var kommet gennem ruden, truede de to maskerede mænd de ansatte med en pistol og en sprøjteflaske med et ukendt indhold.

Ifølge Københavns Vestegns Politi slap de to mænd væk med "et større kontantbeløb".

De flygtede ud til en ventende bil, hvor en tredje røver ventede bag rattet. Mændene forsvandt i bilen ad Nyvej mod syd.

Flugtbilen er en beige Saab 9000 årgang 1993 med registreringsnummeret AJ 66068. Den blev fundet tirsdag eftermiddag, efter at politiet havde offentliggjort et foto af bilen.

- Vi hører meget gerne fra borgere, der har informationer om røveriet, udtaler vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Den bil, der blev brugt som rambuk, er en grøn Volvo 440 årgang 1995 med registreringsnummeret UV 50867. Den blev i påsken stjålet i Glostrup.

Begge røvere, der var inde i banken, var iført sort kedeldragt, maske og handsker.

Den røver, som truede med sprøjteflasken, var dansk af udseende og omkring 170 centimeter høj. Manden med pistolen var cirka 185 centimeter høj og kraftig af bygning.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube