S splittet om bedøvelse af grise

Det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, mener i modsætning til partiet at grise skal bedøves inden kastration.

Det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, mener i modsætning til partiet at grise skal bedøves inden kastration.

-Ideen om at lave en dansk løsning og et dansk forbud mod kastration uden bedøvelse, det kan jeg støtte fuldt ud.

Sådan siger det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose efter at partiets dyrevelfærdsordfører, Bjarne Laustsen i aftes i TV AVISEN nægtede at støtte et forslag fra Dansk Folkeparti om at hangrisene fra januar næste år skal lokalbedøves, inden de kastreres.

Forbud i 2014

Bjarne Laustsen støtter regeringens hensigtserklæring om helt at ophøre med at kastrere i 2014, men han vil ikke som den øvrige opposition bedøve grisene indtil der kommer et forbud.

Christel Schaldemose er ikke enig med partifællen.

-Tiden er kommet til ikke bare at snakke - vi skal handle. Når vi har resultatet af forskningen i EU kan vi lave fælles EU-regler, men indtil da er der godf fornuft i at Danmark går foran og indfører et forbud mod kastration uden bedøvelse, siger Christel Schaldemose.

Grise bedøves i andre lande

Andre lande er allerede langt foran Danmark på området. I Holland, Norge og Schweiz er det således forbudt at kastrere uden bedøvelse. Navnlig Holland er interessant, fordi også Holland har en meget betydelig griseproduktion.

-Jeg tror, at et forbud mod kastration uden bedøvelse kan gavne salget af dansk svinekød i blandt andet England, hvor man går vældig meget op i dyrevelfærd, siger Christel Schaldemose.

Grisene kastreres, fordi kødet fra et par procent af dem ellers senere i livet vil kunne få en dårlig lugt og smag.

England kastrerer slet ikke

Men i netop England kastreres hangrisene slet ikke. Her har man valgt at slagte handyrene ved en lavere vægt og derved undgå problemet med dårlig lugt og smag.

I Holland har to slagterier stor succes med helt at undlade at kastrere. Her finder professionelle sniffere de få stinkere på slagtebåndet på slagteriet. Stinkerne sorteres fra og bruges til røgede eller kogte varer. Den dårlige smag elimineres nemlig af røgning og kogning.

Kødet fra de ukastrerede orner sælges på lige fod med kød fra hungrise, og de hollandske supermarkeder får ingen klager fra forbrugerne over dårlig lugt eller smag.

Det er en økonomisk fordel for landmændene at undlade kastration. De intakte orner trives bedre og de vokser bedre på mindre foder. Intakte orner får også en højere kødprocent end kastrerede orner.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube