Der sidder mange danskere tilbage i Hurghada, der gerne vil hjem, lyder det fra netop hjemvendt dansker.

Søndag eftermiddag havde Stine Bilde Hansen igen dansk jord under fødderne.

De seneste to dage af hendes liv har været et sandt helvede, for fredag aften måtte hun spæne ud af sit hotelværelse og gemme sig i nogle murbrokker - på flugt fra to bevæbnede mænd, der angreb det hotel, hun og hendes veninde boede på i Hurghada.

- Det er rigtig dejligt, og vi glæder os til at komme ud til vores familier, siger Stine Bilde Hansen.

Men midt i lettelsen over endelig at være hjemme, kommer frustrationerne også, og hun langer ud efter Apollo Rejser, som hun var af sted med.

Der sidder stadig nogle dernede, som er rigtig kede af det og ikke er kommet hjem

Stine Bilde Hansen

- Det har været en kamp, lige fra angrebet startede, og også en kamp med Apollo om at komme hjem, siger hun.

Hun undrer sig over rejseselskabets udmelding om, at kun 22 personer ønskede at komme hjem før tid efter angrebet. For det passer ikke, siger hun.

- De kunne kun skaffe 22 pladser. Så det er en helt forkert udlægning fra Apollo. Det handler om, at dem der har været udsat for mest er blevet sendt hjem først – og der sidder stadig nogle dernede, som er rigtig kede af det og ikke er kommet hjem, siger Stine Bilde Hansen og fortsætter.

- Vi var nogle af dem, der var allertættest på, og som var på flugt fra gerningsmændene og været mest pressede, så det var helt naturligt, at vi bare skulle hjem, siger Stine Bilde Hansen.

- Vi var nogle af dem, der var allertættest på, og som var på flugt fra gerningsmændene og været mest pressede, så det var helt naturligt, at vi bare skulle hjem, siger hun.

Vi var heldige, at vi fik lov at komme hjem

En anden turist, som DR Nyheder talte med lørdag, siger det samme.

Janne Pfeiffer Brun Larsen fortalte, at de danskere, der havde boet på Bella Vista Hotel og Resort, blev kaldt sammen til møde lørdag eftermiddag klokken 17.

Her blev de gæster, der kunne få en billet hjem, kaldt op en ad gangen. Jannes to store døtre, der havde været på restauranten, da gerningsmændene kom ind, græd, indtil deres navne blev kaldt op.

- Vi var heldige at få lov at komme hjem, så vi gik krammende ud af døren med vores flybillet i hånden, sagde Janne Pfeiffer Brun Larsen lørdag aften til DR Nyheder.

Apollo genkender ikke udlægning

Apollo Rejsers pressechef Glenn Bisgaard genkender ikke billedet af, at Apollo kun kunne skaffe 22 pladser, og at der sidder flere danske turister i Hurghada, som meget gerne vil hjem;

- Dem vi har registreret, som gerne ville hjem, er de 22, der nu er kommet hjem. Vi har også fået at vide, at nogle lige ville tænke lidt over det og se tiden an, mens andre ønskede at blive og rejse hjem som planlagt. Dem, der gerne vil hjem nu, har vi prioriteret, og de er kommet hjem nu, siger Glenn Bisgaard.

Se interview med Stine Bilde Hansen i videoen over artiklen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube