Så er Sydmotorvejen åbnet igen i begge retninger

Efter at være lukket i et døgn på grund af en voldsom ulykke er Sydmotorvejen åbnet igen i begge retninger.

En motorvejsbro på Lolland blev så ødelagt efter en påkørsel i går morges, at den skulle rives ned, før bilisterne igen kunne køre på motorvejen. (Foto: Finn John Carlsson Finn John Car © Scanpix)

I går eftermiddag begyndte Vejdirektoratet at rive en ødelagt motorvejsbro ned mellem Rødbyhavn og Holeby på Lolland, og arbejdet er nu færdigt, og Sydmotorvejen er åbnet igen i begge retninger.

En lastbil kørte ind i broen midt på. Den kørte to bropiller over, mens en bropille er revnet og den anden står som en flitsbue, siger Svend Kold Johansen fra Vejdirektoratet.

Broen førte over motorvejen mellem frakørsel 49 Holeby og frakørsel 50 Rødbyhavn.

Chaufføren blev dræbt ved ulykken, men en passager i bilen slap uskadt.

Det er endnu uvist, hvorfor lastbilen bragede ind i bropillerne. Ifølge vidner kom lastbilen ud i rabatten, chaufføren forsøgte at rette op og krydsede angiveligt de to vognbaner og stødte direkte ind i bropillerne.

Endnu er det ikke klart, om motorvejsbroen bliver genopført. Det afhænger af planerne for Femern-forbindelsen og baneanlæg.

Trods påsketrafikken blev trafikken i området afviklet uden store problemer.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube