Så magtfuldt er danskers nye EU-topjob

Den danske embedsmand Jeppe Tranholm-Mikkelsen har taget et gevaldigt skridt op ad karrierestien.

Tættest på kameraet og mod venstre: Francois Hollande, Frankrigs præsident, Angela Merkel, Tysklands kansler, Jeroen Dijselbloem, Hollands finansminister, Jean Claude-Juncker, formand for EU-kommissionen, Alexis Tsipras, Grækenlands premierminister, Donald Tusk, EU-præsident, Uwe Corsepius, Ministerrådets generalsekretær og Mario Draghi, præsident for den Europæiske Centralbank. (Foto: Ole Ryborg © DR Nyheder)

Det kan måske forekomme én lidt fjernt at høre om en dansk embedsmand, som får et topjob et sted syd for andedammen.

Men i tilfældet Jeppe Tranholm-Mikkelsen er forfremmelsen altså af så iøjnefaldende karakter, at DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg, har været nødt til at sende et billede for at illustrere, hvor høje tinder en generalsekretær for EU's ministerråd befinder sig på:

- Det her er stort - og større end vi måske forstår. Men når ord ikke rækker, så se lige det vedhæftede billede. Så bliver det måske lidt lettere at forstå, skriver Ole Ryborg og forklarer:

Fra 1. juli med i det gode selskab

- Billedet er fra nattens mini-topmødet om den græske eurokrise. Der er én person ved bordet, som ingen kender - men som er med overalt, trækker i alle tråde og fører pennen, når der skal findes et kompromis. Sidste person ved bordet er rådets generalsekretær. På billedet den nuværende Uwe Corsepius, fortæller Ole Ryborg og nærmer sig pointen:

- Fra 1. juli, så er det altså danske Jeppe Tranholm-Mikkelsen, som sidder ved det bord, når der er topmøder i EU. Som eneste embedsmand i verden.

Billedet illustrerer lutter ledere. Mellem EU-præsident Donald Tusk og præsidenten for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, sidder Corsepius, som fra den 1. juli skiftes ud med Jeppe Tranholm-Mikkelsen, som bliver ny generalsekretær for Ministerrådet.

Der skal dog ikke lyde kritik for ikke at kunne navne og titler på alle ved bordet. Det kan de færreste. Men dr.dk yder hermed samtidig den service at blive lidt klogere på alle EU-spidserne. Eller i hvert fald nogen af dem:

Tættest på kameraet og mod venstre: Francois Hollande, Frankrigs præsident, Angela Merkel, Tysklands kansler, Jeroen Dijselbloem, Hollands finansminister, Jean Claude-Juncker, formand for EU-kommissionen, Alexis Tsipras, Grækenlands premierminister, Donald Tusk, EU-præsident, Uwe Corsepius, Ministerrådets generalsekretær og Mario Draghi, præsident for den Europæiske Centralbank.

Se herunder Ole Ryborgs interview med Jeppe Tranholm-Mikkelsen, da han sendt i aftes blev udnævnt til ny generalsekretær for Ministerrådet.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen