Sådan er reglerne for snerydning

GUIDE: Det er dit ansvar som husejer, at andre ikke falder og kommer til skade på en sneglat vej udfor dit hus. Her er reglerne for snerydning.

Det kan blive dyrt for en husejer at undlade snerydningen. Få reglerne for snerydning her. (Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

Sne, sne, sne. Til begejstring for børn og barnlige sjæle, men som regel bliver sne mødt med knap så stor begejstring hos bil- og husejere. Sidstnævnte skal på med vanten og ud at skovle sne - ellers kan det blive dyrt. Her er reglerne for snerydning:

  • Hvis du bor ud til en offentlig vej, har du pligt til at rydde sne og salte eller gruse dit fortov og stier.
  • Hvis du bor på en privat vej, er det dig selv eller grundejerforeningen, der har pligt til at rydde. Hvis det er dig selv, skal du rydde ud til midten af vejen. Ejeren på den anden side har pligt til at rydde den anden halvdel.
  • Du behøver ikke haste hjem for at rydde sne. Reglerne siger, at du skal rydde mellem kl. 7 og 22. I weekenderne mellem kl. 8 og 22.
  • Hvis du ikke rydder dit fortov, kan du blive dømt til at betale erstatning, hvis en person falder og kommer til skade. Det kræver dog, at personen kan bevise, at du har forsømt din pligt til at rydde - for eksempel ved hjælp af vidner.
  • Hvis du gentagne gange undlader at rydde dit fortov, kan kommunen vælge at gøre det og sende regningen til dig.
  • Man kan også få en bøde for ikke at have ryddet for sne, ligesom man kan risikere, at posten ikke bliver afleveret eller affaldsstativet tømt, hvis det ikke er sikkert at gå på din grund.
  • Kilde: Bolius.dk

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube