Sådan kan mobilhundene arbejde i de danske fængsler

BAGGRUND I Danmark skal hunde opsnuse hemmelige mobiltelefoner i fængslerne på samme måde, som mobilhundene nu i flere år har gjort det i amerikanske fængsler.

Politiet i Danmark har blandt andet to hunde der er specielt optrænede til at hjælpe med opklaring af brande. I fremtiden skal der nu også trænes hunde til at opsnuse mobiltelefoner i de danske fængsler. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Sødlig, metallisk og måske lidt robotagtig. Lugten af mobiltelefoner er vanskelig at beskrive, hvis det da overhovedet er muligt at registrere en lugt.

Anderledes forholder det sig dog for hunde, som er i stand til at dufte sig frem til mobiltelefoner, ligesom narkotika og våben.

Af den grund er hunde trænet til at opsnuse mobiltelefoner, også kaldet 'mobilhunde', en del af det løsningsforslag, der skal sikre, at de indsatte i danske fængsler ikke har adgang til mobiltelefoner og kan tage kontakt til omverdenen.

- Vi har valgt at optræne to gamle narkohunde til mobilsøg og senere optræne to hvalpe kun til mobiler. Der har været mange overvejelser, men ved at dele det mellem nye og gamle hunde, kan vi være klar om seks måneder med de to erfarne hunde, sagde hundefører og træningsleder af Kriminalforsorgens hundeførere Jørgen Hansen til fagbladet Fængselsfunktionæren i februar.

Justitsminister Søren Pind (V) annoncerede tiltaget på et samråd i januar, og det vil sandsynligvis også fremgå i detaljer af den redegørelse fra Kriminalforsogen og Rigsadvokaten, som i dag bliver præsenteret for justitsministeren.

Samrådet og redegørelsen er sat i værk, efter at DR Nyheder blandt andet kunne fortælle, at der er fundet mobiltelefoner i fængslet blandt de tiltalte for terrorangrebene i København.

Problemet kan dog være større endnu. Søren Pind oplyste, at der smugles mellem 1.500 og 2.000 mobiltelefoner ind i danske fængsler årligt.

Sådan arbejder mobilhundene

Hundene kan blandt andet lugte den kraftige duft fra lithium-batteriet i telefonen. Man da ren lithium både er eksplosivt og sundhedsskadeligt at indånde, så kan mobilhundene ikke træne på det rene stof, fortæller hundefører og træningsleder af Kriminalforsorgens hundeførere Jørgen Hansen. (Foto: casper christoffersen © Scanpix)

I USA har man i over fem år brugt hundenes skarpe næse i kampen mod mobiltelefoner i fængslerne.

Her her man trænet hundene til at kunne opsnuse telefoner inde i metalskabe, i åbne gårdområder, under madrasser og selv i vand, olie og jordnøddesmør.

Det fortæller en række officerer fra de 13 statsfængsler i den amerikanske stat New Jersey til The New Yorker.

- Batteriet i mobiltelefonen efterlader en organisk lugt, som hundene kan opsnappe, siger fængselsofficer Matthew Kyle.

Golden Retriever var for afslappet

I USA testede fængselsofficererne i New Jersey en Golden Retriever som mobilhund, men måtte afbryde optræningen, da hunden var for 'afslappet'. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Hundene, der bliver brugt i fængslerne i New Jersey, er schæferhunde eller labrador, men andre racer er også blevet testet.

- Vi prøvede også med en Golden Retriever, men han var for afslappet og løssluppen. Når han kom ind i en celle, kunne han finde på at lægge sig ned og slappe af. Han var en hyggehund og ikke en kriger, siger en anden fængselsofficer Joseph Nicholas til The New Yorker.

Bryder sig ikke om højder og glatte gulve

I de danske fængsler er der også glatte gulve, og der kan være langt ned, når man går på de øverste gange. Det brød nogle af de diskvalificerede mobilhunde sig ikke om i USA. (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Når hundene lokaliserer en mobiltelefon i fængslet, giver de lyd fra sig eller skraber på findestedet. Og der er næsten altid gevinst.

- Den eneste gang, vi har haft en falsk indikation, var, da en af vores hunde fandt en test til at tjekke for diabetes, siger en tredje af fængselsofficererne.

Ud af 13 hunde, som har været igennem træning i fængslerne i New Jersey, kvalificerede syv hunde sig som mobilhunde.

De seks af hundene blev diskvalificeret, fordi de ikke trives i omgivelserne i fængslet.

- De bryder sig ikke om de glatte gulve i cellerne, eller også bliver de forstyrret af lydene og madlugten. Nogle hunde kan heller ikke lide højderne, og udsynet til at kigge tre-fire etager ned fra gangene i fængslet, siger fængselsofficer Donald Mitchell.

Associated Press lavede i 2010 en film om mobilhundene i fængslerne i staten Californien. Se den her og oplev, hvordan mobilhundene arbejder:

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube