Sådan undgår du smuglerhvalpe: Gå efter tæven

Der bliver flere ulovligt importerede hunde i Danmark. Derfor skal man passe på som køber. Men der er måder at sikre sig mod smuglerhvalpene.

Det er de færreste, som kan stå for en nuttet hundehvalp. Men man skal væbne sig med tålmodighed og lave sin research, før man investerer i én. På billedet er det en amerikansk cockerspaniel. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er ikke usædvanligt at betale 10.000 kroner for en hundehvalp.

Ud over at en ny hund svarer til en familieforøgelse, er det også økonomisk en stor beslutning at anskaffe sig en ny bedste ven.

Men de høje priser på hunde gør markedet attraktivt for kriminelle, som laver profit på at smugle hvalpe ind i landet.

Mangler data

I januar blev tre mænd anholdt i færgehavnen i Gedser for at indsmugle 26 polske hvalpe, som blev returneret til Østeuropa. Og tre dage senere, den 29. januar, blev 26 hvalpe forsøgt smuglet over Øresund i en bil. Hundenes helbred var så ringe, at de blev aflivet.

Det er branchens opfattelse, at antallet af illegalt indførte hunde er stigende i Danmark. Men mørketallet er stort.

- Udfordringen er, at vi ved alt for lidt om det her område. Vi har ikke præcise data på det. Vi har nogle antagelser og hører noget hist og pist, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse.

- Vi hører fra vores kollegaer i EU, som har lavet forskellige undersøgelser, som viser, at der er en strøm af hunde mellem Europas lande, fortæller han.

Der er en række regler, som hvalpe født i Danmark skal leve op til. Hvalpen skal være hos sin mor de første otte uger, hvor den også skal være vaccineret og chip-mærket.

Sælges som racehunde

Men når kriminelle alene er ude på at tjene penge, kan man risikere at betale for nogle ødelagte og måske døende hvalpe og samtidig støtte en kriminel industri.

- Der kan være fusket med alt; hundepas og vaccinationer. Man skal aldrig købe på første fremvisning, men komme tilbage flere gange og så lave sit forarbejde rigtigt grundigt

En anden konsekvens af smuglerhandlen med hundehvalpe er, at racerne udvaskes. Det fortæller professor i husdyrgenetik, bioinformatik og avl på Københavns Universitet Merete Fredholm:

- Der foregår en masse import af de her selskabshunde, der ikke er velkontrolleret, og det gør, at man forstærker problemerne, fordi man får hentet hunde ind, som simpelthen er dårlige liv, siger hun.

- Mange kommer fra for eksempel Polen og Østeuropa. Der er masser af hunde, der bliver avlet uden stambøger, men stadig solgt som racehunde, og den type avl foregår også her i landet.

Gå efter tæven

- Udfordringen er, at der hurtigt kan komme følelser i det. Hvis man står med en hvalp i favnen, får man lyst til at tage den med hjem. Men når der handles med importerede kuldhvalpe fra Polen, prøver de at handle dem hurtigst muligt, siger Jens Jokumsen.

- Man er nødt til at bruge sin sunde fornuft. En hvalp er ikke en død ting, men et levende dyr, og der kan ske rigtigt meget på otte uger. Vi hører om hvalpe, der er døde få uger efter, de er blevet købt. Og så er der altså ingen dækning, siger Jokumsen.

Skal man sikre sig mod illegale hundehvalpe, er det en god idé at gå efter tæven - altså hvalpenes mor. Hvis tæven er der, er hvalpene formentlig også født og opvokset i Danmark.

- Man kan møde en masse undskyldninger, om at tæven ikke lige er her i dag eller lignende. Og så bør alarmklokkerne ringe. Det er altid godt at spørge ind til tæven, og om man må få lov at hilse på moren. Man skal komme igen og se hvalpene på et senere tidspunkt. Og så skal man aldrig tage mod en hvalp på en rasteplads, siger Jens Jokumsen.

Prisen er ikke nødvendigvis i sig selv en indikator på, om hvalpene lever op til de danske krav eller ej. Dyrenes Beskyttelse har en del erfaring med smuglerhvalpe, som bliver prissat i det samme leje, som de almindeligvis handles til i Danmark.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube