Sareen vil have homoseksuelle muslimer ud af skabet

Det skal ikke længere være et tabu at fortælle om sin homoseksualitet i muslimske familier, mener socialministeren.

Det vigtige er, at de etniske miljøer begynder at debattere det her, siger Manu Sareen.

Æresdrab, voldelig afstraffelse og udstødelse fra familien er en frygt i hverdagen for mange homoseksuelle etniske minoritetsunge.

De lever som bøsser, lesbiske eller transseksuelle i det skjulte, fordi de pålægger deres familie for stor skam, hvis de bekender kulør.

Men de etniske minoritetsunge skal ud af skabet og turde fortælle åbent om deres sande jeg, lyder det fra social- og integrationsminister Manu Sareen (R).

- Det vigtige er, at de etniske miljøer begynder at debattere det her og også de religiøse overhoveder, siger han til DR Nyheder.

- Det er op at bakke. Men det betyder ikke, vi skal sætte os ned og kapitulere.

- Vi skal kæmpe for, at fortælle de etniske minoriteter, at det danske samfund bygger på, at de ikke bliver bedømt på, hvem de elsker. Man kan ikke løbe fra, at det her handler om en kulturændring, siger Manu Sareen.

Kæmpe stort tabu

I dag fremlægger Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold en ny kvalitativ undersøgelse af kønsroller og social kontrol i etniske minoritetsmiljøer.

- Undersøgelsen peger på, at det at være homoseksuel er en stor, stor udfordring for rigtig mange etniske minoritetsunge. Noget vi har vidst i en del år, men vi får det bekræftet, at det er et kæmpe stort tabu, siger ministeren.

Hos foreningen Sabaah, der er til for for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk, glæder man sig over, at ministeren nu vil sætte spot på området

- Det er et rigtigt sprængfarligt og tabubelagt område. Rigtig mange har brug for at vide, at de ikke er alene og få fjernet deres følelse af skyld og skam, fordi andre mener, at kærlighed og sex skal være på én bestemt måde, siger foreningens kommunikationsansvarlige, Fahad Saeed.

Fahad Saeed har pakistansk baggrund og sprang først ud som 25-årig efter at være blevet opdraget med, at homoseksualitet er forkert. I dag som 33-årig har hans familie valgt at acceptere, at han er til mænd.

En religiøs synd

Undersøgelsen fra ministeriet bygger på samtaler med 37 unge kvinder og mænd samt 22 forældre med etnisk minoritetsbaggrund og er et supplement til tidligere studier, som har påvist, at der foregår en omfattende social kontrol blandt etniske minoritetsunge i Danmark.

Det vil sige, at de unges opførsel skal være i tråd med familiernes normer og regler.

- Vi kender til problemstillingerne. Men her kommer vi helt ind i familierne, hvor de selv fortæller helt konkret, hvordan deres liv er. Rapporten giver os et indgående billede af den tvang og undertrykkelse, der foregår i nogle etniske minoritetsfamilier. De her miljøer holder de unge i en meget stram snor. De får sat så snævre rammer for, hvem de må være venner med, og hvad deres seksualitet skal være, siger Manu Sareen.

De fleste deltagere i undersøgelsen ser homoseksualitet som noget meget unormalt og en alvorlig religiøs synd.

- Min mor hun ville få et hjertestop (…) Måske kunne jeg miste hende (…) Men min far ville slagte mig på stedet. (..) Og heller ikke min bror. Han snakker altid om de fucking homoer, fortæller en 21-årig irakisk homoseksuel mand, der på grund af rapportens følsomme problemstilling optræder under pseudonymet Aban.

Flere væresteder

Manu Sareen vil undersøge området endnu dybere og først derefter komme med konkrete bud på, hvilke initiativer der kan sikre, at homoseksualitet kan blive bredere accepteret hos muslimske minoritetsgrupper.

Fahad Saeed fra Sabaah siger, at homoseksualitet først bliver accepteret, hvis langt flere tør springe ud.

Han ser desuden gerne, at der bliver oprettet flere sociale væresteder, hvor de homo- og transseksuelle etniske minoriteter kan mødes til caféarrangementer, fester og få rådgivning om, hvordan de takler deres seksualitet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube