Satudarah-rockere skal i fængsel for afpresning og trusler

Trusler på livet, afpresning og ulovlig tvang er fem mænd blandt andet blevet dømt for. De skal nu i fængsel.

De fem mænd var tilknyttet rockergruppe Satudarah, der er en hollandsk rockergruppe, som stammer fra Indonesien. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Fem mænd med tilknytning til rockergruppen Satudarah skal i fængsel, efter at de sidste år bortførte en ung mand og blandt andet krævede en halv million kroner af ham.

Retten i Glostrup har torsdag idømt mændene straffe på mellem halvandet år og et år og ni måneders fængsel, oplyser anklager Pernille Røper Søberg.

Mændene, der er mellem 22 og 29 år, var blandt andet tiltalt for grov vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler på livet, afpresning og røveri, alt sammen begået mod den unge mand.

Mændene blev dog frifundet for at have slået offeret i hovedet med en lægtehammer.

Derudover blev de ikke dømt for grov vold efter straffelovens paragraf 245, men for vold efter paragraf 244, der er såkaldt simpel vold.

Hele hændelsen bundede angiveligt i en narkogæld.

Tre af mændene på 24, 25 og 29 år er medlemmer af rockergruppen, mens de to sidste på 22 og 26 år har relationer til gruppen.

Den 26-årige mand, der er vagt, fik – foruden en fængselsstraf - frakendt retten til at arbejde som dørmand og vagt i tre år.

To af de nu dømte ankede på stedet dommen til landsretten, mens de tre sidste har udbedt sig betænkningstid.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube