Se kortet: Bor du i nærheden af en støjende vej?

Støj fra motorveje generer mere end støj fra byveje, men hvor meget støjer det der, hvor du bor?

Sådan ser støjkortet ud i Odense. (Foto: Emma Toft Web og Mobil)

Kan du høre bilerne, når du lægger dig til at sove? Og irriterer det dig også, når lastbilen kører forbi dit vindue, mens du lufter ud?

Så kan du faktisk nemt få overblik over, hvor meget det støjer der, hvor du bor.

Miljøstyrelsen har kortlagt støjen fra landet store veje og byveje, så du kan zoome ind og se, hvor meget det støjer, netop der hvor du bor.

Gå ind på støjkortet

Vælg vejstøj fra 2012 til venstre på siden.

Hvis du vil se, hvor meget det larmer i 1,5 meters højde ved vejene i de store byer, så vælg 'Veje i by, 1,5 m (2012)'.

Herefter kan du zoome ind på den adresse, du gerne vil se støjen på.

Hvis du vil se støjen fra en større vej eller motorvej, vælger du i stedet 'Større veje 1,5 m (2012)' og gør det samme.

Du kan også vælge kun at se nattestøjen på kortet.

Den vejledende grænseværdi for vejstøj i boligområder er 58 dB, som på kortet har den gule farve.

Kortet bygger på tal fra en undersøgelse, der blev lavet i 2012, og siden dengang har trafikken ændret sig noget, fordi den flytter fra mindre veje til større veje og motorveje.

  • Så meget larmer vi
  • Niveauet af støj bliver opgjort på decibel-skalaen (dB).
  • Det laveste på dB-skalaen er 0, som er grænsen for, hvad det menneskelige øre kan høre.
  • I en stille dagligstue, vil der normalt være omkring 20-30 dB støj.
  • Når vi taler til hinanden i et normalt leje, foregår det med omkring 60 dB.
  • Trafikstøj på en travl gade ligger på omkring 65 dB, men lastbilers motorer kan komme helt op på 85-90 dB.
  • Boremaskiner og andet kraftigt maskineri kan komme op på 110 dB.
  • Fly på en landingsbane rammer omkring 120 dB, hvilket er meget tæt på smertegrænsen på omkring 130 dB.
  • Kilde: Hørelse.info

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube