Selskab udvider rejseforsikring for turister i Hurghada

Situationen efter angreb i Hurghada er så alvorlig, at forsikringsselskabet Tryg udvider dækning for rejsende.

Forsikringsselskabet Tryg udvider kundernes rejseforsikring, så danskere i Hurghada kan komme hjem, og planlagte ture til destinationen kan erstattes. Det sker i kølvandet på det angreb, der ramte et hotel i den egyptiske turistby fredag aften.

I første omgang er rejseforsikringen udvidet til og med mandag, siger Trygs kommunikationschef, Kasper Riis.

Udvidelsen gælder for Trygs kunder i Danmark, Sverige og Norge, og selskabet følger situationen løbende.

- Når vi får et bedre overblik i løbet af de næste par dage, så kan vi tage stilling til, om dækningen skal udvides længere end til mandag, siger Kasper Riis, som fortæller, at selskabet allerede har været i kontakt med danske kunder, der befinder sig i Hurghada.

- De foreløbige henvendelser, vi har fået dernede fra, er selvfølgelig fra kunder, der er chokerede og derfor ringer til os, for at vi kan hjælpe dem, siger Kasper Riis.

Den egyptiske badeby er et yndet rejsemål også for danske turister, men ingen danskere kom noget til fredag aften, hvor to mænd bevæbnet med knive og luftpistoler gik til angreb på hotellet Bella Vista ved den egyptiske Rødehavskyst.

Tre turister - to østrigere og en svensker - blev ifølge nyhedsbureauet Reuters såret.

En af gerningsmændene blev skudt og dræbt af egyptiske sikkerhedsstyrker, mens en anden mand blev hårdt såret. Det skete, da mændene forsøgte at flygte fra hotellet.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube