Sensorer sikrer Lis og Bent en tryg fælles alderdom

Ny teknologi kan sikre længere tid i eget hjem – Bents demens til trods.

Bent Offersen har demens men kan formenligt blive længere tid i eget hjem med konen Lis takket være ny teknologi. (Foto: Kim Hess © (c) DR)

jemme hos Bent og Lis Offersen i Viborg er kagen og kaffe lige fjernet fra bordet for at gøre plads til et spil 500. På væggene hænger billederne af børn og børnebørn som det synlige bevis på 49 års lykkeligt samliv.

- Vi fungerer godt sammen og har altid gjort det, konstaterer Lis.

Det meste er, som man kunne ønske sig som henholdsvis 82- og 78-årig i domkirkebyen. Bortset fra at kagerne fra Brugsen ikke smager Bent, men han prøver sig alligevel med én mere. Og nå ja, så er der den demenssygdom, som Bent fik konstateret for halvandet år siden.

- Bent har det godt for det meste af tiden, siger Lis.

Bent Offersen spørger tit om de samme ting, står pludseligt op midt om natten og har en enkelt gang glemt at slukke for komfuret. Han husker bedre, hvad han udrettede i de mange år som grisehandler, end hvad der skete i sidste uge. Alligevel har Lis endnu ikke skænket det en tanke at sende ægtemanden på plejehjem.

- Det ville da være forfærdeligt, hvis den ene af os skulle væk, når man har været sammen i så mange år og snart har guldbryllup. Det kunne jeg ikke, og det kunne Bent heller ikke, forklarer Lis Offersen.

Heldigvis kan parret få det ønske opfyldt med hjælp fra kommunen og ny teknologi.

Klik på play.

Sensorer holder øje med Bent

En nat i januar stod Bent pludseligt op og gik en tur ved 4-tiden. Som mange andre demente glemmer han den normale døgnrytme.

- Jeg blev så bange, da han var væk, fortæller Lis, inden manden overtager ordet.

- Det kunne jo også være, jeg havde fundet en anden dame, griner den 82-årige Bent.

Humoren har demensen ikke taget fra ham. Heldigvis bemærkede en opmærksom skraldemand Bent, der kom sikkert hjem igen. Det er netop den slags episoder, som sensorerne skal kunne forhindre. Bent og Lis Offersen er nu med i et nyt forsøg, hvor de får installeret censorer i deres hjem. Dvs. hvis Bent forlader hjemmet, registrerer sensoren og alarmerer Lis.

- Det vil give mig en tryghed, siger Lis.

På længere sigt skal sensorerne også kunne registrere, hvis Bent f.eks. glemmer at slukke blusset på komfuret. På den måde kan Bent blive længere tid i eget hjem.

Mere livskvalitet i eget hjem

Kommunerne er blevet beskyldt for at de massive investeringer i ny teknologi til demente handler om at spare personale og penge. Men for Bent og Lis Offersen handler det om et godt og værdigt liv i eget hjem længst muligt. Så betyder det ikke så meget for Bent, at han bliver holdt øje med via sensorer.

- Så har Lis det godt, og kan være tryg, forklarer han.

- Det betyder alt, at vi kan være sammen og gå herhjemme sammen. Ellers ville vi blive ensomme, siger Lis.

Dagens kortspil vandt Bent. Som han plejer. Det er ikke alt man glemmer som dement. Og ikke alt, man behøves teknologisk hjælp til.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube