Sexbagmænd får hjælp af dansk advokat

Bagmænd tjener millioner på at udnytte prostituerede. Det er muligt, fordi en advokat og revisor ordner regnskabet og vasker sorte penge hvide.

Pengeglade bagmænd er ikke de eneste, der holder kvinderne på gaden - advokater og revisorer hjælper også til. (© DR)

Kriminelle bagmænd tvinger kvinder i prostitution og tjener millioner, men for at kunne holde sig skjult fra myndighederne har de brug for hjælp.

Den hjælp kommer måske fra din nabo. For alfonser og bordelejere får hjælp fra såkaldte pæne borgere - offentligt ansatte revisorer og respektable advokater - til at snyde SKAT, vaske sorte penge hvide og lave regnskaber.

Redaktionen bag DR-dokumentaren "Prostitutionens Bagmænd" har gennem længere tid infiltreret prostitutionsmiljøet i København. Gennem den tætte kontakt til bordelejere og alfonser afdækker programmet, hvordan det kan lade sig gøre at drive ulovlig bordelvirksomhed og skjule det hele for myndighederne.

Sorte penge bliver hvide

Det kræver nemlig hjælp fra advokater og revisorer at kunne holde myndigheder fra døren og vaske de sorte penge hvide. Uden denne hjælp ville SKAT og politi have langt lettere ved at slå ned på bagmændene. Det vurderer Michael Rasmussen fra SKAT København:

- De spinder et net af selskaber omkring sig med stråmænd og styrer deres virksomhed gennem dem. Det er den typiske måde at gøre det på, så de for offentlige myndigheder holder sig skjult, siger Michael Rasmussen fra SKAT København til DR.

Bordeller får god rådgivning

Under dække af at ville starte et bordel kommer DR i kontakt med en revisor, som tilbyder at lave al papir arbejde, så det bliver mere eller mindre risikofrit at drive bordellet. Revisoren er ansat i en offentlig myndighed.

På en af Københavns dyreste adresser får DR også tilbudt hjælp til at vaske indtægterne fra bordelvirksomheden hvide af en respekteret advokat. Den hjælp er afgørende for at holde sig skjult.

- Det betyder, at det bliver vanskeligere for os at få opklaret de her sager. De personer bliver rigtig godt rådgivet, så det er for bagmændene en ganske betydelig hjælp, mener Michael Rasmussen.

Du kan se, hvordan DR får hjælp til bordeldrift af både revisor og advokat, når dokumentaren "Prostitutionens Bagmænd" sendes i aften klokken 20 på DR1.

Prostitution i Danmark

Der er ingen, der præcis ved, hvor mange prostituerede, der er i Danmark. Den seneste opgørelse fra Videns- og formidlingscenter for Socialt Udsatte viser, at der er mere end 5.567 herhjemme, der prostituerer sig.

Køn og prostitution

De fleste prostituerede er kvinder. Den præcise kønsfordeling kendes ikke.
De mandlige prostituerede sælger primært sex til andre mænd. Nogle sælger til både mænd og kvinder.
De fleste mænd, der sælger sex, opfatter sig selv som homoseksuelle, men der findes også heteroseksuelle mænd, der er prostituerede.

Familieforhold

Mere end halvdelen af de prostituerede kvinder har hjemmeboende børn. Hver tredje kvinde bor alene med sine børn.

Kontakt med socialforvaltningen

Hovedparten af kvinderne på massageklinikker er i kontakt med en sagsbehandler, men kun få har oplyst sagsbehandleren om prostitutionen.

Kvinder på massageklinik

Ni ud af ti prostituerede kvinder er tilknyttet en massageklinik og er ikke misbrugere af hårde stoffer.
De fleste af kvinderne har ingen eller en kort erhvervsrettet uddannelse. 8 % har en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
Mange af kvinderne på massageklinikker holder kortere eller længere pause fra prostitutionen. Når de vender tilbage, skyldes det langt overvejende økonomiske grunde.
En undersøgelse viser, at hver tredje kvinde på en massageklinik overvejer at ophøre med prostitution, og cirka hver anden forestiller sig at være ude af prostitution inden for en periode af fem år.

Kunder

14 % af alle danske mænd har på et tidspunkt i deres liv købt sex af en prostitueret. Det viser en dansk undersøgelse fra 2005.
Tendensen er, at andelen af mænd, der har købt sex, stiger med alderen.
Nogle få mænd, der køber sex, er ensomme, handicappede eller mænd, der ikke kan få kontakt med kvinder.
De fleste undersøgelser, der findes om prostitutionskunder, viser imidlertid, at kunderne ikke adskiller sig fra mænd generelt, når man ser på alder, bopæl, civilstand, erhverv og økonomiske forhold.
Det er vidt forskelligt, hvor mange erfaringer med sexkøb kunderne har – fra en gang i livet til ugentlige sexkøb gennem adskillige år.
Nogle køber sex i visse perioder eller ved særlige lejligheder. Det kan for eksempel være, når en mand ikke har en fast partner, eller når partneren er bortrejst eller syg. Det kan også være i forbindelse med kundens egne rejser uden partner.

Kilde: Kompetencecenter Prostitution