Sexmisbrugt i plejefamilie

En i dag 19-årig pige blev i flere år seksuelt misbrugt og krænket i plejefamilien. Sønderborg Kommune fjernede først pigen efter seks år.

Som 13-årig blev pigen Camilla, der ønsker at være anonym, seksuelt misbrugt af den biologiske søn i den plejefamilie hun boede hos. (© DR)

I 2002 blev 'Camilla' placeret i en plejefamilie, og efter nogen tid begyndte plejeforældrenes biologiske søn at krænke og misbruge hende seksuelt.

- Jeg havde ikke lyst, men han havde lyst. Han tvang mig til ting, jeg rent faktisk ikke ville, fortæller 'Camilla', der ønsker at være anonym, til DR Nyheder.

Hun husker ikke nøjagtigt, hvornår misbruget og krænkelserne startede, men den fem år ældre plejebror har senere erkendt, at det stod på i flere år. Camilla var ikke selv i stand til at sige fra eller råbe på hjælp.

- Jeg var jo kun 13 år på det tidspunkt, og han var temmelig meget stærkere end mig. Han havde muskler. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var sådan en spinkel pige, forklarer Camilla.

Tydelige advarsler

DR's indsigt i sagen viser, at plejeforældrene, de biologiske forældre og pigens skole hurtigt blev opmærksomme på, at Camilla ikke trivedes.

I 2002 skriver plejemoren i en dialog med skolen: - 'Jeg har desværre erfaring fra tilfælde med seksuelle overgreb på dårligt begavede piger (…) 'Camilla' er en udsat pige, der har brug for megen hjælp og støtte til at sige fra.'

Dialogen blev sendt videre i systemet, men ligesom de andre advarsler, foretog Sønderborg kommune sig ikke yderligere.

- Det bør ikke kunne ske. Når en kommune har anbragt et barn i familiepleje, så bør der føres et så tæt tilsyn, at man ville opdage sådan noget ret hurtigt, og så skal man selvfølgeligt gribe ind med det samme, siger Karin Kildedahl, der er lektor på Aalborg Universitet og ekspert i kommuners ansvar over for anbragte børn.

Dybt tragisk

Camillas advokat og bisidder, Anne Land, er chokeret over, at pigen måtte opholde sig seks år i plejefamilien, før hun brød sammen

- Det er uforståeligt, at de ansvarlige kke har reageret på de her mistanker, siger hun.

I Sønderborg kommune, som havde ansvaret for pigen, beklager man episoden.

- Det kan vi jo aldrig synes er i orden, Det er dybt, dybt tragisk for pigen, siger Marianne Korsgaard Helms, Børne- og Ungechef. Hun siger også, at kommunens tilsynsarbejde er blevet betydeligt bedre, siden barnets reform blev indført i februar.