SF: Licensopkrævning skal ske over skatten

SF mener, at den nuværende licens er urimelig, fordi direktøren betaler det samme som den studerende.

Også SF ønsker nu, at licensen bliver opkrævet over skatten, så den bliver indtægtsreguleret. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

SF har længe været åbne for at diskutere licensfinansieringen af DR og de øvrige public service-tilbud, og nu melder partiet ud, at man er parat til at flytte licensopkrævningen over på skatten.

- Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt, at direktøren får samme regning som den studerende og kontanthjælpsmodtageren, siger partiets medieordfører Jacob Mark til Politiken.

Han ønsker en skatteopkrævning, så den bliver indtægtsreguleret.

Meldingen kommer op til forhandlingerne om et nyt medieforlig. Det eksisterende forlig er indgået mellem et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative med bred enighed om licensfinansiering.

SF deler ifølge Politiken ønsket om at skrotte licensen med R, DF og LA, mens Venstre ikke har lagt sig fast.

Den socialdemokratiske ordfører, Mogens Jensen, siger til avisen, at 'vi bakker op om det nuværende finansieringssystem med licensen, men vi er åbne over for at diskutere andre finansieringsmodeller i forbindelse med et nyt medieforlig'.

/DR Nyheder/