Sigtet i 429 dage: Eksperter kritiserer lange sigtelser

Politiet har været for langsomme til at behandle en sigtelse mod en mand i chikane-sagen fra Mariager, mener en ekspert.

Carsten Anhøj blev blandt andet sigtet for at kaste poser med hundelort på et hus få hundrede meter fra sin egen bopæl. (© (c) DR)

Da en politibil holder ind foran Carsten Anhøjs hjem i den østjyske by Mariager, bliver han nervøs.

- Det første, der slår os, da vi ser, at politiet kommer, er, at vores dreng ikke er kommet hjem fra skole. Så vi tænker: Nej, er der sket noget med ham, siger Carsten Anhøj om den dag i oktober 2014, da han bliver anholdt.

Men politiets ærinde er et helt andet.

Betjentene anholder Carsten Anhøj og sigter ham for at have begået hærværk mod et hus kun få hundrede meter fra, hvor han bor med sin kone og deres to børn.

Hærværket blev ifølge politiet begået i månederne forinden mod et hus, hvor et lesbisk par boede med deres børn. Carsten Anhøj bliver blandt andet sigtet for at kaste poser med hundelort på parrets ruder og smide skrald i deres have. Parret i huset har også oplyst, at de en nat overrasker en fremmed mand i deres have.

- Jeg skal jo bare have forklaret, at jeg ikke har noget med det at gøre, fortæller Carsten Anhøj, at han tænkte den dag i oktober.

Men nu har han været sigtet i 429 dage.

- Og jeg er stadig fuldstændig uvidende om, hvorfor jeg er sigtet i den her sag, siger han i en DR Dokumentar, der bliver sendt i aften på DR1.

Lang sigtelse møder kritik

Dokumentaren hverken be- eller afkræfter, om der har fundet chikane sted. Men dokumentaren sår kraftigt tvivl om mistanken mod Carsten Anhøj. Politiet har ifølge dokumentaren ikke fysiske beviser mod Carsten Anhøj såsom fingeraftryk eller dna-spor fra gerningsstedet.

Til gengæld har hovedvidnet i sagen, Tulle Krøyer, som er den ene halvdel af det homoseksuelle ægtepar, over for politiet udpeget en bestemt bil, som hun siger, at hun har set gerningsmanden fra haven køre i.

På den baggrund tager politiet et foto af Carsten Anhøj og placerer det i 'forbryderalbummet'. Kort efter udpeger Tulle Krøyer netop dét foto som værende gerningsmanden og Carsten Anhøj sigtes. Men også den foto-identifikation sår dokumentaren kraftigt tvivl om .

Både på baggrund af de manglede fysiske beviser, men også på baggrund af sagens karakter, undrer eksperter sig over, at sagen endnu ikke er afsluttet.

- De har jo været hurtigt ude med fingeraftryk og dna, så jeg sidder med spørgsmålet om, hvordan det kan tage så lang tid. Hvordan kan den ligge i over et år hos politiet? Det er jo en ret enkel hærværkssag, siger Sysette Vinding Kruse, der er formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg og selv er praktiserende forsvarsadvokat.

Også lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Trine Baumbach, mener, at almindelige hærværkssager burde tage kortere tid at behandle, fordi det i reglen er ret simple sager.

- Der må være en forventning om, at politiet kan afslutte sagen forholdsvis hurtigt, hvis sagen overhovedet kan opklares. Og 400 dage lyder som ekstremt lang tid, siger hun og understreger, at hun ikke udtaler sig om den konkrete sag.

Intet loft for sigtelser

Carsten Anhøjs sag ligger også i den høje ende af statistikken. Ifølge tal fra Rigsadvokaten var der i 2014 en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på den ældste femtedel af alle sigtelser på 396 dage. Igennem de seneste år er det tal dog faldet, efter at anklagemyndigheden har sat som mål at få de lange sigtelser bragt ned. I 2013 var tallet helt oppe på 406 dage.

- Det er ikke unormalt i de sager, jeg kender, at man er sigtet i meget lang tid. De sager, som politiet måske opfatter som mindre alvorlige såsom hærværk og graffiti, kan godt ligge et til to år, siger Sysette Vinding Kruse.

Der er i princippet ikke noget loft for, hvor længe en person kan være sigtet i Danmark. Men ifølge Retsplejeloven skal politiet gøre, hvad det kan for at fremme en sag, og politiet kan opgive en påtale, hvis det ventes, at efterforskningen ikke fører til, at den sigtede findes skyldig. Men alligevel trækker nogle sager ud i måneder og andre i år, hvilket der ifølge Trine Baumbach er flere forklaringer på.

En krænkelse af retsbevidstheden

Det kan ifølge hende både være begrænsede ressourcer hos politiet, men også lange berammelsestider hos domstolene og travle forsvarsadvokater, der betyder, at det kan være svært at finde et tidspunkt for sagen.

- Det kan udvikle sig til at blive et stort problem. Både for den sigtede, der oplever en utryghed, men også for ofrene og for udfaldet af sagen, fordi beviserne tit kan svækkes med tiden, siger Trine Baumbach.

De svækkede beviser kan i sidste ende få fatale konsekvenser juridisk, fordi en skyldig person kan ende med at blive frifundet, fordi beviserne er svækkede.

- Og det er ultimativt en krænkelse af retsbevidstheden, siger Trine Baumbach.

Meget belastende for de involverede

Chikane-sagen i Mariager fik meget omtale i medierne, hvor en af de to lesbiske kvinder, Tulle Krøyer, stod frem og fortalte om hærværket. Hun fortalte, at familien havde modtaget nedsættende sedler med religiøse budskaber, der fordømte deres levevis, og at madaffald var blevet spredt i deres have, mens poser med hundelort var blevet kastet mod deres vinduer.

Få dage efter anholdelsen manifesterede mange danskere deres opbakning til det chikanerede par - først gennem et lokalt optog på torvet og siden, da personer fra hele landet gik gennem byen med regnbueflag.

Det fremgår hverken af ens straffeattest eller andre papirer, at man er sigtet i en sag, forklarer Sysette Vinding Kruse. Men det kan alligevel være hårdt både privat og på jobbet, siger hun.

- Det er et kolossalt pres at være sigtet. Man ved ikke om man er købt eller solgt, og folk taler om en. Det er et meget meget stort psykisk pres, siger hun.

Og det var det også for Carsten Anhøj og hans familie, fortæller Carsten Anhøjs kone, Tina Anhøj, i dokumentaren.

- Han er stadig en borger i den her by, han er stadig et menneske, der kun lige er blevet sigtet for noget som han ikke har gjort. Og den retssikkerhed og respekt om det finder jeg ikke, siger Tina Anhøj.

Politi: En afklaring på vej

Nordjyllands Politi forklarer over for DR Nyheder, at sagsbehandlingen har været lang, fordi politiet også skal undersøge, om der ligger en hadforbrydelse bag hærværket.

- Det er ikke en helt almindelig hærværkssag, for det er en sag, der har politiske og religiøse undertoner, og det betyder, at den bliver efterforsket helt anderledes end en almindelig hærværkssag, siger Anne Marie Svendsen, chefanklager Nordjyllands Politi.

Er der nogen afklaring på vej i sagen?

- Ja, det skulle der gerne være. Men det har også taget noget tid at få fat i sagens parter og få efterprøvet de løbende oplysninger, der er kommet, så det har også været med til at trække sagen ud.

DR1 Dokumentaren ’Løgn eller chikane i Mariager’ sendes på DR1 i aften klokken 20.45.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube