Sikkerhedsekspert: Der kan være lækket data fra Udenrigsministeriet

Den type hændelser skal håndteres meget hurtigere, siger sikkerhedsekspert om cyberangreb.

Der kan være lækket data fra maskinen, eller man kan have brugt maskinen som "trampolin" videre ind i Udenrigsministeriet, lyder det fra Peter Kruse. (© iStock)

Man kan ikke vide med sikkerhed, at den computer på en dansk ambassade i udlandet, som sidste år blev inficeret med et ondsindet virusprogram, ikke har stået og videresendt informationer til en fremmed server.

Det siger Peter Kruse, der er IT-sikkerhedsekspert i virksomheden CSIS Security Group.

Ifølge en rapport fra Center for Cybersikkerhed, som Jyllands-Posten har set, gik der mindst fire måneder, før det blev opdaget, at en velorganiseret hackergruppe havde haft held til at placere virussen på computeren. Desuden gik der yderligere en måned, før Center for Cybersikkerhed modtog computeren med post.

- Det er usikkert, hvad der er sket. Det bliver ikke besvaret ordentligt i rapporten. Der kan være lækket data fra maskinen, eller man kan have brugt maskinen som "trampolin" videre ind i Udenrigsministeriet, lyder det fra Peter Kruse.

Han mener, at reaktionstiden var alt for langsom.

- Den type hændelse skal håndteres hurtigere. Måneder på internettet svarer til år i den virkelige verden. Der går en måned, hvor man venter på at modtage en inficeret computer med posten - det hører ikke 2016 til, siger Peter Kruse.

Thomas Lund Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed, holder fast i, at der ikke er sket et læk af data under angrebet, og at håndteringen ikke kunne være gjort hurtigere.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube