Tema Scandinavian Star-ulykken

Dansk skibsinspektør siger, at efterforskningen har været præget af fejl og dårligt politiarbejde.

Den tidligere danske hovedundersøger fra Søfartsstyrelsen - skibsinspektør Flemming Thue Jensen har vakt opsigt med nye oplysninger om branden på Scandinavian Star.

Han mener, at kun to mennesker kan have stået bag branden.

Skibsinspektøren vil dog ikke lade sig afhøre af norsk politi, fordi han' ikke har tillid' til deres efterforskning.

-Politiets efterforskning fik aldrig et gennembrud. Det var politiet selv, der havde saboteret deres efterforskning, siger han.

Scandinavian Star-ulykken

Natten til den 7. april 1990 udbrød der brand ombord på færgen Scandinavian Star, der sejlede mellem Oslo og Frederikshavn. 159 mennesker omkom. Siden da har der været debat om, hvem der stod bag branden.

Gå til tema

På et pressemøde i Oslo fortæller den nu pensionerede skibsinspektør, hvorfor han mener, at det var folk blandt besætningen, der startede branden. Han ønsker dog ikke at sætte navn på mulige gerningsmænd.

- Vi blev aldrig bedt om at komme til samtale med det norske politi. Det er nok den største politimæssige skandale i efterforskningen. Hvis de havde lyttet på, hvad jeg havde at sige, kunne de have minimeret antallet af mistænkte.

Skibsinspektøren og en dansk navigatør havde tilbage i 1990 fået til opgave at inspicere skibet, efter branden var slukket.

- Det stod soleklart for mig, at den, der havde gjort det, vidste, hvad det gik ud på, siger han og understreger, at gerningsmanden kendte til procedurerne, når der opstår brand på en færge.

Han mente derfor, han over for politiet kunne dokumentere sabotage, selvom hans arbejde intet havde med den politimæssige del at gøre. Men påstanden blev der ikke lyttet til.

Politiet gik kun efter teorien om, at en passager stod bag branden, forklarer han.

I mange år var det således den dansk lastbilschauffør Erik Mørk Andersen, der var mistænkt. Først i 2014 trak norsk politi anklagen mod ham tilbage.

Flemming Thue Jensen vil gerne fortælle, hvad han ved over for den norske undersøgelseskommission. Han ved, hvem der gjorde det, siger han. Men det må nu være op til politiet at efterforske det.

Sagen kort:

  • Den tidligere danske hovedundersøger fra Søfartsstyrelsen, Flemming Thue Jensen, er stået frem i Politiken, hvor han hævder, at besætningsmedlemmer stod bag branden, hvor 159 mennesker mistede livet natten til 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn.
  • Straks efter katastrofen blev Norge, Sverige og Danmark enige om at dele opgaverne mellem sig. Norge skulle se på branden og årsagen.
  • Ved efterforskningen fandt politiet mangler ved redningsudstyret, og den norske kaptajn og to danske redere blev stillet for retten og idømt korte straffe. Men efterforskningen er blevet kritiseret flere gange gennem årene.
  • Norsk politi genåbnede brandsagen i 2014 og har stadig gang i efterforskningen. Det norske Stortinget har ydermere nedsat en undersøgelseskommission, som skal aflevere deres konklusioner i sommeren 2017.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube