Skole i Måløv går i krig mod klamme toiletter

Skoletoiletterne på Måløvhøj Skole har for nylig gennemgået en kreativ totalrenovering, der skal give eleverne lyst til at gå på toilettet i skoletiden.

"Ram mig"

Det er ordene på skydeskiven, der er placeret i bunden af toiletkummen på Måløvhøj Skoles drengetoiletter.

En skydeskive i toilettet, så drengene har noget at sigte efter, er blot ét af de tiltag, der skal være med til at forbedre toiletforholdene på skolen.

Og netop rene og pæne skoletoiletter kan vise sig at have større betydning for eleverne end som så.

På mandag skal 35.000 børn over hele landet være med i et stort eksperiment, hvor forskere fra Aarhus Universitetshospital skal finde ud af, om toiletforholdene på danske skoler er skyld i ufrivillig vandladning hos tusinder af skolebørn.

- Vi hører fra børn, at deres skoletoiletter er så dårlige, at de går og holder sig hele dagen. Det er det, der har fået os til at tænke på, om det i virkeligheden er skoletoiletternes standard, der kan være med til at fremkalde det her problem, siger Søren Rittig, professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Skydeskiven på drengetoiletterne på Måløvhøj Skole er blandt flere tiltag, der skal være med til at forbedre toiletforholdene.

På Måløvhøj Skole har de nye toiletter i hvert fald gjort en forskel for eleverne.

Trivselsmålinger fra de foregående år viste, at eleverne var stærkt utilfredse med de tidligere toiletter, og at mange af den grund helt undgik at gå på dem.

- Nogle elever har jo gået og holdt sig, fået ondt i maven og ventet med at gå op toilettet, til de er kommet hjem. I særlige tilfælde er der børn, der har haft uheld (red. ufrivillig vandladning) her på skolen, og det var ikke hensigtsmæssigt, siger Camilla Rask, administrativ leder på Måløvhøjs Skole.

Jazzmusik i højtalerne og sprit til fingrene

Temaet på skolens nye toiletter er 'Toilet Heaven'.

På dørene er der billeder af drenge- og pigepiloter, der flyver rundt. I højtalerne spilles der dagen lang jazzmusik, der skal være med til at give børnene en følelse af mere privatliv, når de er på toilettet.

En gang imellem bliver musikken afbrudt af en venlig påmindelse om at huske at trække ud og at tilkalde en voksen, hvis toilettet ikke er i orden. Og det er en god reminder, mener tredjeklasseseleverne på skolen.

- Det er sådan lidt ligesom ens mor og far. Det er godt for de små, fordi hvis de nu glemmer det og går ud fra toilettet og ikke ved det, siger Karla Espersen, der går i 3. E på Måløvhøj Skole.

Det ser ud til, at de mange initiativer har hjulpet på elevernes lyst til at gå på toilettet.

70 procent af eleverne svarede i trivselsmålingerne fra 2015 og 2016, at de var meget utilfredse med toiletforholdene på skolen. Efter en totalrenovering af toiletterne, svarer 70 procent i dag, at de er tilfredse med toiletterne.

- Før var de ikke særligt gode. Der lå papir over det hele på gulvet, og når man gik ind var der nogle gange "puha" i toilettet. Man holdt sig i rimelig lang tid, men det gør jeg faktisk ikke mere, siger Elias Sørensen, der også er elev i 3. E.

Det er usundt at holde sig

Når man holder sig fra toiletbesøgende, kan det være med til at give det, der hedder inkontinens - ufrivillig vandladning eller afføring.

Op mod hvert femte barn i 6-7 års alderen har en form for inkontinens. Og det at tisse i bukserne eller at have afføringsinkontinens er noget af det værste, der kan ske for et barn i skolealderen, understreger Søren Rittig.

- Der er ingen tvivl om, at det største problem ved at have inkontinens i skolealderen er ens selvværd og de psykologiske konsekvenser af det. Børn synes, det er virkelig pinligt at have det her problem, siger han.

Om der er en direkte sammenhæng mellem ulækre skoletoiletter og børn med inkontinens, forventes resultatet af eksperimentet at vise til december.