Skoleelever i Esbjerg evakueret efter bombetrussel

En telefonisk bombetrussel har fået politiet til at evakuere en Urbanskolen i Esbjerg.

(Foto: Bo Bechsgaard DR Syd)

Der går i øjeblikket en tæt trafik af busser fra Urbanskolen i Esbjerg. Skolen er ved at blive evakueret efter en telefonisk bombetrussel.

Samtidig har politiet sendt bud efter bombehunde til at gennemsøge området efter sprængstoffer.

Skolen er opdelt i flere afsnit, men på den pågældende adresse er der et specialundervisningscenter for elever med fysiske og psykiske handicaps. Desuden er der en SFO i tilknytning til skolen.


Politiet har sendt de første busser fra skolen på vej til Rørkjærhallen. Hallen ligger cirka to kilometer væk fra skolens afdeling.

Politiet oplyser, at forældre til børn på skolen, skal henvende sig ved Rørkjærhallen, og at der fortsat afgår busser med elever mellem skolen og hallen.

Politiet har torsdag klokken 13.55 modtaget en anmeldelse om, at Urbanskolen i Esbjerg telefonisk har modtaget en bombetrussel.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Alle elever bliver bragt til Rørkjærhallen, hvor forældre kan henvende sig.

Forældre, der kommer til skolen, må ikke gå ind på skolen, skriver politiet, som er på stedet og er ved at undersøge sagen.

Vi følger sagen løbende.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube