Skulderklappene vælter ind til rebellen fra Langeland

Mens danskerne hylder Ole Sørensen utraditionelle behandlingsformer, efterlyser han selv mere spillerum i psykiatrien.

Ole Sørensen har arbejdet med socialpsykiatri på Langeland siden 1996. (© dr)

- Er der stemning for en rygepause?, spørger den gråskæggede mand på førersædet.

Passagererne i den røde varevogn jubler, og i næste klip ser vi den brogede flok pulse løs på cigaretterne omkring Dan-traileren, der er fyldt til bristepunktet med dåser.

Chefen for den kommunale psykiatri grænsehandler med byens alkoholikere.

- Jeg skal ikke bestemme, at de her mennesker skal holde op med at drikke. Men jeg skal være der for dem, når de bestemmer sig for det, siger psykiatrichefen Ole Sørensen.

Rebellen fra Langeland

'Rebellen fra Langeland' er en reportageserie på tre afsnit.

Andet afsnit sendes mandag den 11. januar klokken 20.45 på DR1.

Programmet kan efterfølgende ses på dr.dk/tv.

Det er scener som denne, der betyder, at Ole Sørensens mail-indbakke ikke har haft et roligt øjeblik, siden det første af tre afsnit i dokumentarserien ’Rebellen fra Langeland’ blev sendt på DR1.

Det vælter nemlig ind med skriftlige skulderklap fra danskere, der er faldet for den langskæggede psykiatrichefs atypiske lederstil.

- Jeg er glad for de positive tilbagemeldinger. Det fortæller mig, at folk interesserer sig for, hvordan vi arbejder med misbrugere og psykisk syge. Der er altså andet at tale om end flygtninge og grænsekontrol, siger han.

- Fantastisk menneske, en ildsjæl som ser mennesket og ikke bare diagnosen/paragraffer, respekt for det flotte arbejde, skriver Martin Olsen på DR1's facebookside, hvor tusindvis har delt og liket opslagene med Ole Sørensen.

Røven i klaskehøjde

Ole Sørensen er chef for socialpsykiatrien på Langeland, men hans dage går ikke foran computeren med indberetninger og opfølgning på regulativer som andre kommunale lederes. Han kører derimod ud til øens svageste for at lære dem at kende og tale om deres problemer.

Jeg havde bare lige glemt, at den slags skal man have lov til. Det var det lige før, at mit hoved røg.

Ole sørensen, chef for socialpsykiatrien på Langeland

Han giver ikke meget for hverken diagnoser eller trendy terapiformer. Han arbejder kun med terapiformen, han kalder ASF – almindelig sund fornuft. Noget han har med sig efter mere end 30 år i psykiatrien.

- Dengang jeg startede som nyuddannet plejer på Svendborg Sygehus, var psykiatrien inde i en ny og progressiv periode. Det har jeg taget med mig, mens alting nu går mere og mere op i kontrol og papirnusseri.

Den nu 60-årige Ole Sørensen har før sat røven i klaskehøjde for sine utraditionelle metoder. Første gang var på den psykiatriske afdeling i Svendborg, hvor han på eget initiativ tog fire psykisk syge mænd med på kanotur til Sverige, ”fordi de havde krudt i røven”, som han selv formulerer det.

- Jeg havde bare lige glemt, at den slags skal man have lov til. Det var det lige før, at mit hoved røg, fortæller han.

Hør Ole Sørensen fortælle mere om, hvordan man behandler psykisk syge i Langeland Kommune, i klippet herunder.

Kobler af som langtidschauffør

I ’Rebellen fra Langeland’ får seerne indblik i, hvordan Ole Sørensen kører på tur med byens alkoholikere til Tyskland for at købe øl. Han indkvarterer en udsat borger i et telt i det fyldte botilbud Hjørnets baghave, så han ikke skal være alene. Ole Sørensen kalder det hjerterum, en vigtig bestanddel i hans eget barndomshjem.

- Hjemme hos os var gryderne altid fulde, og der var plads til overnatning for byens unge, der ikke turde tage hjem til deres egne forældre, hvis de havde fået for mange øl.

Og Ole Sørensens døre er stadig åbne. Udover sine to sønner har der gennem tiden boet mellem 10 og 15 plejebørn hos ham på landstedet i Svendborg.

- Jeg kan ikke helt huske, hvor mange det efterhånden er, som han siger.

Manden med den lange, grå hestehale har viet sit liv til at hjælpe andre mennesker. Han er fraskilt og bor nu alene. Det bliver da også til nogle lange arbejdsdage, indrømmer han.

- Det er vigtigt at borgerne altid kan ringe til mig, også om natten. Og jeg føler faktisk ikke, at det bliver misbrugt.

Hvordan holder du fri?

- Når mit hoved bliver fyldt op, og skæbnerne bliver for tunge at slæbe rundt på, kører jeg for en vognmand til Sydeuropa. Så får jeg renset hovedet.

Lige nu er Ole Sørensen travlt optaget af daglige møder med psykisk syge Luna, alkoholiske Bo og alle de andre skæve eksistenser, som seerne møder i ’Rebellen fra Langeland’.

Og rebellen er glad for, at der nu kommer fokus på Langelands socialpsykiatriske projekt.

- De positive tilkendegivelser og skulderklap giver en helt vild energi, når nu vi går og arbejder dag ud og dag ind. Det er skidefedt.

Se Ole Sørensen svare på seernes spørgsmål i følgende video:

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube