Slut med at måle politiet på bøder i trafikken

Politiets succes afhænger nu ikke længere af, hvor mange trafikkontroller de gennemfører, og hvor mange bøder de udskriver.

Det skal ikke længere være en del af politiets måltal, at de skal udskrive et vist antal bøder. (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

Minimum 100.000 timers automatisk trafikkontrol og minimum 150.000 sigtelser for trafikfarlige forseelser.

Det var blot nogle af de ting, som politiet sidste år skulle opnå for at opfylde de såkaldte måltal.

Men det er slut fra i dag.

For i politiets mål- og resultatplan, som Justitsministeriet sender på gaden i dag, er det meget omtalte og forkætrede mål vedrørende færdselssikkerhed helt udeladt.

Og det er en god ide, siger rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg.

- Her i 2016 er vi i en situation, hvor der er kommet nye opgaver til. Vi har en anden situation ved grænsen, og vi har et helt andet arbejdspres, siger han.

Udover at prioritere politiets arbejde ved grænserne højere, så bliver der også sat konkrete mål - blandt andet for, hvordan politiet skal bekæmpe rocker- og bandekriminalitet og sænke antallet af indbrud.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er samlet set godt tilfreds med planen.

- Det er rigtigt fornuftigt, at man har lavet så realistisk en plan som overhovedet muligt, siger han.

Ikke færre trafikkontroller

Men hvis man tror, at de nye måltal er ensbetydende med, at der kommer færre trafikkontroller og dermed mindre risiko for bøder, så kan man godt tro om igen.

For ifølge rigspolitichefen, så vil politiet også fremadrettet have et stort fokus på færdselskontrol.

- Vi giver hinanden håndslag på, at det her stadig skal være et område, som prioriteres, siger Jens Henrik Højbjerg.

Det bliver bakket op af Claus Oxfeldt, som er sikker på, at trafiksikkerheden vil være i højsæde fremover.

- Det er slet ikke nødvendigt at måle på det. Det er noget, som vi helt automatisk gør, siger han.

Politiets måltal har de senere år været genstand for kritik fra både politiforbundet og fra politisk hold.

Forrige år krævede Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative eksempelvis, at man helt skrottede måltallene.

I stedet skal politiets arbejde ved grænserne prioriteres højere, og der bliver sat mål for, hvordan politiet skal bekæmpe rocker- og bandekriminalitet og sænke antallet af indbrud.

Opslået af DR Nyheder på 12. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube