Socialformand: Udsatte unge har savnet succes

Mobning, stofmisbrug og diagnoser er blandt andet skyld i, at unge bliver udsat.

Milliardbeløbet, som udsatte unge koster, kommer både i form af lavere skatteindtægter og udgifter til overførselsindkomst, viser analyse. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Unge, der i dag står uden for job- og arbejdsmarkedet, har tidligt i livet oplevet modgang i folkeskolen.

Sådan lyder Helle Linnets korte forklaring på, hvorfor 7-8 procent af udsatte unge mellem 25 og 29 år er på offentlig forsørgelse. En gruppe der ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed årligt koster samfundet 15 milliarder.

Helle Linnet er landsformand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, der er en forening for socialchefer i Danmark.

- Der er mange forskellige årsager. Når vi får dem som 18-årige, ligger der allerede noget bag dem, hvor de ikke har haft succes, siger hun.

Typisk vil de unge haft et dårligt skoleforløb med mobning, ordblindhed eller andet, der gør, at de ikke har fået det fulde udbytte af deres skolegang, siger Helle Linnet.

- Så er der dem, der ikke har kunnet finde fodfæste i deres ungdomsuddannelse og måske er startet på mange forskellige erhvervsuddannelser, fortsætter hun.

Andre har et stofmisforbrug, er psykisk syge eller har dobbeltdiagnoser, som gør det svært for dem at passe et arbejde.

Hun håber, at den nye folkeskolereform kan give plads til ekstratimer og mere individuel støtte.

- Nogen har stået i en fastlåst situation, fordi de ikke har haft en god oplevelse i skolen. Og derfor har de ikke lyst til at fortsætte på skolebænken. Vi kan se, at der er en stor procentdel af gruppen, som alene har folkeskolen, siger hun.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube