Solcentre politianmeldt efter kontrolbesøg

På baggrund af en stikprøvekontrol har Sikkerhedsstyrelsen politianmeldt 14 ud af 14 solcentre for at bryde solarieloven.

Sikkerhedsstyrelsen har foretaget den første stikprøvekontrol hos 14 solcentre landet over, efter solarieloven trådte i kraft i slutningen af 2014. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I en stikprøvekontrol er 14 ud af 14 solcentre fra forskellige steder i landet blevet meldt til politiet af Sikkerhedsstyrelsen.

I alt er 29 solarier fordelt på de 14 solcentre blevet kontrolleret for ulovlig stråling. 25 af dem var af en UV-type, der ikke må stå ubemandet i et solcenter, og 18 af solarierne overholdt ikke grænseværdien for udstrålingen, fordi strålerne var for kraftige i forhold til det tilladte.

Og stikprøvens resultat er bedrøveligt, siger kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen, Mette Cramon.

- Det er et klokkeklart lovbrud og noget, som vi ser på med alvor. Vi har været nødt til at politianmelde dem alle sammen, fordi de har haft solarier, som ikke har levet op til lovgivningen, også nøjes vi ikke med at give en påtale eller en advarsel, men politianmelder det.

Se Anders Brusch, ekspert i stråling, fortælle og forklare, hvordan man har målt bestrålingen i solcentrene:

Klik på play.

En kompliceret proces

Det er Dansk Fundamental Metrologi, der står bag undersøgelsen af de 14 solarier, og det er en kompliceret proces at kontrollere, siger ekspert i fonotik, Anders Brusch

- Vi tager et måleinstrument ud i solarierne, og så tænder vi solarierne. Og så måler vi simpelthen de enkelte paneler i solariet. Toppanelerne, bundpanelet og ansigtssolen hver for sig. Og på den måde får vi et komplet billede af den stråling, der kommer fra solariet.

Der skal styr på det

I slutningen af 2014 fik Danmark en solarielov, og det er på baggrund af den, at Sikkerhedsstyrelsen nu har været ude og kontrollere landets centre.

Og resultatet af den første stikprøve fører til, at Sikkerhedsstyrelsen nu planlægger at kontrollere flere solcentre i løbet af 2016, siger Mette Cramon.

- Vi kan ikke bare slippe det her område. Så vi kommer til at tage ud i solcentre igen. Og så håber vi selvfølgelig, at det vil have en præventiv effekt, så centrene får rettet op på problemet.

Fakta om solariestråling

- Solariet skal være mærket med UV-type.

- Den effektive udstråling må ikke overstige 0,3 W/m2 vægtet efter spektrummet for rødmepåvirkningen (se bilag 1 i solarieloven på retsinformation.dk)

- Kun solarier med UV-type 3 må benyttes i ubemandede solcentre.

- Der skal være synlig skiltning om generelle sundhedsråd til brugeren af solariet ophængt på en fremtrædende plads i solcenteret.

- Solariet skal være udstyret med timer eller timerfunktion. Solariet skal afbrydes, inden eksponeringstiden overstiger 110 procent af den indstillede værdi.

- Brugerne skal have adgang til beskyttelsesbriller.

- Der skal være en letforståelig betjeningsvejledning og ophængt ved solariet.

KILDE: Sikkerhedstyrelsen

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube