Solstorme er sjældne, men når de rammer gør det ondt

Rumvejr er for første gang med i Beredskabsstyrelsens risikobillede.

Når en solstorm en sjælden gang i mellem rammer, er der hverken flyvende trampoliner eller oversvømmede diger. Til gengæld kan det spænde ben for det moderne samfund ved alene at ramme satellitter og elnet.

Derfor har solstormen fortjent en plads på listen over trusler mod samfundet, siger Mads Ecklon, der er kontorchef for Center for Beredskabsplanlægning.

- Sandsynligheden er lille, men det er den for mange af hændelsestyperne. Når vi har dem med alligevel, er det fordi, vi siger, at det kan forekomme. Det er vigtigt at pointere, selv om det er sjældent. For hvis det sker, kan konsekvenserne være virkelige store.

For at forstå, hvad der sker, når solstormen rammer, kan man kigge tilbage på nogle af de tidligere af slagsen.

2015 - Solstorm ramte svensk flytrafik

4. november blev Sverige ramt, da en solstorm påvirkede radarsystemerne. Det var ikke forsvarligt at lette og lande med fly i lufthavnene, og der blev forsinkelser og aflysninger på flyruter. I Danmark bruger lufthavnene et andet frekvensfelt end svenskerne, så vi blev ikke påvirket.

Dette billede fra NASA viser den solstorm, der blev observeret i 2012, som havde kurs som jorden. (Foto: Nasa © Scanpix)

2003 - Halloween-stormene

I slutningen af oktober 2003 fik svenskerne også solstormen at mærke. En række geomagnetiske storme ramte verden over, og i det sydlige Sverige skabte det forstyrrelser i elforsyningsnettet. Omkring 50.000 personer var periodevis uden strøm omkring Malmö, da transformatorstationer led overlast fra overspænding.

Også kommunikations- og navigationssystemer blev upålidelige. Flyruter blev omlagt og aflyst, og der var store forsinkelser. Det japanske rumagentur mistede kontakt og kontrol med flere satellitter.

1989 - Canada

I 1989 mistede seks millioner mennesker strømmen i ni timer, hvilket kostede enorme summer. Flere skibe mistede radiokontakt med land, og i flyene havde piloter støj på linjen. Også denne gang gik det ud over satellitterne, der blev forstyrret, og på Discovery-rumfærgen viste måleudstyret forkerte værdier.

Senere ramte rumvejret igen, og Toronto lukkede for al handel med værdipapirer i flere timer på grund af computersvigt.

Rumvejret og de stærke solstorme kan påvirke jordens radarsystemer, så flere vigtige funktioner sættes ud af kurs. (Foto: handout © Scanpix)

1859 - Telegrafisterne fik stød

I 1859 var der som bekendt ikke nogen satellitter på himlen, men en kæmpe solstorm skabte alligevel problemer. Fra 28. august til 4. september var der flere storme, og telegrafnettet fejlede flere steder i Europa og Nordamerika. Telegrafister fik stød, og på grund af overspænding i kablerne gik der ild i papirer på flere telegrafstationer.

Nordlyset strakte sig hele vejen til Columbia og Senegal. Ifølge beredskabsstyrelsen ved man ikke, hvad samme voldsomme solstorm ville betyde i dag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube