Spiontjeneste søger talenter til hackerskole

Forsvarets Efterretningstjeneste mangler hackere. Derfor åbner en talentskole for it-specialister.

På en mark nær Hjørring står en af FE's to "indhentningsstationer". Dem skal hackere anvende til at trænge ind hos fremmede magter. Men der er ikke hackere nok. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) mangler hackere til at læse terrororganisationer og fremmede stater over skulderen.

Derfor kaster FE nu snøren ud efter it-nørder og opretter en talentskole for ”ukonventionelle typer”, skriver Politiken. Typer der ynder at gå til net-party og indtage litervis af cola og chips foran skærmen.

En skole for hackere.

- FE er en meget markant vidensinstitution, og vi er med i den konstante kamp, der er om talenter. Vi har mange meget kapable medarbejdere, men vi skal bruge flere, især på det her område, siger Lars Findsen, chef for FE, til DR Nyheder.

De unge it-nørder skal opfanges og skoles i cyberspionage og dermed udvikle sig til det, der i faget betegnes som "blackhat-specialister".

- Når nu de her folk ikke hænger på træerne, tager vi selv fat om sagen og tager lidt utraditionelle metoder i brug, siger Lars Findsen.

Med under udvælgelsesprocessen vil være psykologer, it-eksperter og folk, som har erfaring med at rekruttere til eliteenheder.

- Vi går efter at tiltrække folk, som har grundkompetencerne og integritet og vedholdenhed til at være holdspillere. Resten bygger vi ovenpå, siger Lars Findsen.

Mange unge med hackerkvaliteter har gode fremtidsmuligheder. Det er ikke sikkert, FE kan matche lønnen, men Lars Findsen mener, at FE kan tilbyde noget helt andet og meget mere unikt.

- Man får lov til at gøre ting, som i udlandet ofte ville være ulovligt. Derfor vil det for de rigtige typer med de rigtige kompetencer og egenskaber være et virkelig interessant arbejdsfelt, siger Lars Findsen.

Kodeordet er diskretion. FE’s hackere må snage i andre staters baghaver, så længe de ikke efterlader spor.

- Man skal helst ikke lave for meget ballade, men være i stand til at trække de informationer ud, som Danmark har brug for, siger Lars Findsen.

I aviser og på uddannelsessteder reklamerer FE i dag efter ”Blackhat-talenter” med salgslinjen: ”Har du det, der skal til for at blive medlem af en hemmelig eliteenhed?”

  • Akademiets opgave bliver ikke at lære optagede at hacke, men at målrette tankegangen og kompetencerne, så de kan bruges i FE. Uddannelsen varer fire en halv måned og består af tre moduler:
  • Et basismodul om netværk, it-infrastruktur og avanceret sikkerhed
  • Et defensivt modul om, hvordan man forsvarer sig over for hackere
  • Et offensivt modul om egentlige hacker-teknikker.
  • Uddannelsen kommer til at foregå et hemmeligt sted i København.
  • Kilde: Forsvarets Efterretningstjeneste.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube