Stadig flere rotter invaderer vores hjem

Antallet af anmeldelser om rotter er steget markant - 2015 slog rekord

Rotter rumsterer, gnaver og trænger ind i et stadigt stigende antal hjem (Foto: Finn vest Christensen © Dr)


Er der noget der kradser, gnaver eller lugter i dit hjem? Så kan det være, at du er en af de mange tusinder, der har fået besøg af en rotte. Muligheden er ikke fjern, for sidste år modtog landets kommuner nemlig rekordmange anmeldelser om rotter.

Antallet af anmeldelser steget
I 2015 modtog kommunerne 196.684 anmeldelser om rotter. Det er en stigning på 13 procent i forhold til året før. Og sammenlignet med 2010 er det en stigning på hele 53%. Det viser en rundspørge blandt samtlige kommuner, som Magasinet Penge har foretaget-

Flere anmeldelse - flere rotter
Det er ikke bare antallet af anmeldelser, der er steget, antallet af rotter er også steget støt de senere år, vurderer skadedyrskonsulent Peter Weile. Og det skyldes især klimaændringer og de milde vintre, siger han:

- Så kan de få et kuld eller to på hver side af nytår, og det giver selvfølgelig flere rotter.

Et par ekstra kuld kan gøre en stor forskel, for bare to rotter omkring dit hjem, kan på ingen tid ende med at blive en voldsom fætter-kusinefest for gnavere. For et enkelt par kan blive til 826 rotter på bare ét år. Så to ekstra kuld er mange rotter i det store regnskab.

Dårlige kloakker skaber problemer
Rotter er vilde med vores kloakker, og så længe de bliver nede i rørene, er der egentlig ikke noget problem. Problemet opstår når rotterne i stigende antal stikker snuden op af kloakken. Det gør de fordi især de gamle kloakker i private boliger er i for dårlig stand:

- De kloakinstallationer vi har i vores parcelhuse er op til 100 år gamle. Der er ikke nogen, der har renoveret noget på dem nogensinde. Og de rør er som smør, når rotterne kommer, siger Peter Weile.

Præcis hvor mange rotter der er herhjemme, findes der ikke nogen opgørelse over. Men Mikkel Stelvig, zoolog i Københavns Zoo, har et bud:

- Hvor der er mennesker, er der også rotter, og der er i hvert fald lige så mange rotter som der er mennesker og gerne flere, siger han.

Rotter ødelægger for millioner af kroner hvert år, blandt andet i private hjem - og så bringer de en række sygdomme med sig.

Magasinet Penge ser i aften nærmere på, hvordan du forhindrer rotteangreb, kl.21.55 på DR1.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube