Statsadvokat beklager halvandet år lang sigtelse af chikane-mistænkt

Det har dog været relevant at bruge lang tid på at undersøge chikane-mistanken i Mariager, siger statsadvokaten.

Det er beklageligt, at Carsten Anhøj skulle være sigtet i 18 måneder, før sigtelserne kunne frafaldes, siger statsadvokaten.

Der skulle gå omkring 18 måneder før Mariager-borgeren Carsten Anhøj kunne slippe af med den chikane-mistanke, der blev rejst mod ham i efteråret 2014.

Her pegede et lesbisk par på ham som skyldig i chikane.

Men nu har statsadvokaten droppet sigtelserne mod ham, og det sker med en beklagelse.

- Det er klart, at 18 måneder er rigtig lang tid, siger Jan Reckendorff, statsadvokat i Viborg.

- Der har også været perioder, hvor sagen måske kunne være fremmet hurtigere, og det er selvfølgelig beklageligt, tilføjer han.

Sagen har været efterforsket som 'hate crime’ og ikke kun hærværk eller ulovlig indtrængen, og derfor er den ifølge statsadvokaten trukket ud. Der er blandt andet lavet dna-erklæringer og undersøgelser af computere.

Det er oplysninger fra en DR-dokumentar fra februar om en såkaldt fotokonfrontation, der blev gennemført i efterforskningen, som får statsadvokaten til at droppe sigtelserne.

Her fremgår det, at anmelderen, Tulle Krøyer, på forhånd havde set og hørt om Carsten Anhøj, da hun pegede på hans billede ved politiet.

- Under de omstændigheder, mener vi ikke, at denne fotokonfrontation kan tillægges væsentlig bevismæssig betydning, siger Jan Reckendorff.

Han fortæller samtidig, at der ikke er andre tekniske beviser eller vidneforklaringer, der peger på, at Carsten Anhøj skulle være gerningsmanden.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube