Statsløsesagen koster Birthe Rønn Hornbech en næse

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har fået en næse af Folketinget.

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance, De Radikale, SF og Alternativet finder den tidligere ministers rolle i statsløsesagen "stærkt kritisabel". (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) får en næse på grund af sin rolle i den såkaldte statsløsesag, hvor hun som minister, stik imod to FN-konventioner, afviste at tildele statsborgerskab til unge statsløse palæstinensere.

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance, De Radikale, SF og Alternativet finder den tidligere ministers rolle "stærkt kritisabel" og udtaler derfor "alvorlig kritik".

- På sådan en Christianborg-næse-skala er det her en ret stor næse, siger politisk ordfører hos Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen.

- Det er vigtigt, fordi det nu sort på hvidt er vedtaget af et flertal i Folketinget, at den opførsel ikke kan accepteres.

Selvom næsen først kommer fem år efter, at Birthe Rønn Hornbech blev fyret som integrationsminister i 2011, så mener Liberal Alliance også, at næsen er det eneste rigtige.

- Jeg synes, det er vigtigt, at Folketinget markerer, at ministre skal give fuldstændige oplysninger og overholde reglerne, siger den politisk ordfører hos LA, Simon Emil Ammitzbøl.

Hos Dansk Folkeparti mener man dog ikke, at kritikken af den tidligere integrationsminister er berettiget.

- Vi føler os ikke overbevist om, at Birthe Rønn Hornbech var i ond tro og bevidst sikrede sig, at Folketinget ikke fik informationer, siger gruppeformand i DF Peter Skaarup til Ritzau.

- Vi synes, at hun prøvede at gøre det rigtige, og vi er enige med hende i, at det virker mærkværdigt, at man kan få tildelt statsborgerskab uden om de almindelige regler for statsborgerskab, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube