Støjberg afviser fejl i vejledning fra Udlændingestyrelsen

Inger Støjberg beder Udlændingestyrelsen ændre sin vejledning til børneflygtninge. Men hun mener ikke, at vejledningen var forkert før.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er altså lodret uenig i, at Udlændingestyrelsen ser ud til at have vejledt utilstrækkeligt og dermed i strid med loven. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har bedt Udlændingestyrelsen præcisere sin vejledning til børneflygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus. Men hun mener ikke, at der er grund til at tro, at Udlændingestyrelsen har vejledt børneflygtninge forkert om deres ret til familiesammenføring.

Det fortæller hun i et skriftligt svar til DR Nyheder, efter at hun er blevet foreholdt en vurdering fra ekspert på området Sten Bønsing, der vurderer, at styrelsen har handlet i strid med loven. Inger Støjberg har som minister det øverste ansvar for Udlændingestyrelsen.

I strid med loven

Styrelsen har hidtil undladt at fortælle de børn, som har fået såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus, at de har ret til at søge om familiesammenføring, så snart de har fået asyl. Børn skal ikke vente tre år på at søge om familiesammenføring, ligesom voksne flygtninge skal.

Og det er altså i strid med loven, vurderer Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

- Det er et krav til myndighederne, at der skal være korrekt information, og at den skal være relevant og dækkende, så man får en fuldstændig beskrivelse af de muligheder, man har. Og det er der efter min mening ikke levet op til i den her situation. Hvis et mindreårigt barn har en særlig mulighed for familiesammenføring, så skal der gøres opmærksom på den mulighed, lyder vurderingen (fra Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet).

I det informationsmateriale, som Udlændingestyrelsen tidligere har sendt ud til de uledsagede børneflygtninge står, at deres beskyttelsesstatus betyder, at de ikke kan få familiesammenføring, før deres ophold er blevet forlænget. Altså førhen efter et år og med de nylige asylstramninger efter tre år. Der opremses også en række forhold, som kan undtage den enkelte flygtning: en handicappet ægtefælle eller syge børn i hjemlandet kan eksempelvis give ret til at søge om familiesammenføring med det samme. Her har Udlændingestyrelsen ikke skrevet, at det også er en undtagelse, hvis man er et barn. Det beskrev Dagbladet Information mandag

Ingen fejlinformation

Men udlændinge- og integrationsministeren er altså lodret uenig i, at Udlændingestyrelsen ser ud til at have vejledt utilstrækkeligt og dermed i strid med loven.

- Udlændingestyrelsen har både før og nu vejledt om, at personer med midlertidig beskyttelsesstatus kan få familiesammenføring, i ganske særlige tilfælde også inden for det første år, og der er også givet vejledning om det f.eks. under asylsamtalen. Derfor mener jeg ikke, der er grund til at tro, at Udlændingestyrelsen hidtil har givet forkert vejledning til uledsagede børn om deres mulighed for familiesammenføring i disse tilfælde, skriver ministeren til DR Nyheder.

- Men jeg synes, at det er mest hensigtsmæssigt at få præciseret den vejledning, der gives til uledsagede børn, som får midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, så muligheden for familiesammenføring med forældre og mindreårige søskende, også inden for de første nu 3 år, omtales udtrykkeligt. Styrelsen har på den baggrund præciseret vejledningen, og det er jeg tilfreds med, skriver hun videre.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube