Studerende om gældsfælde: Huslejen sluger vores SU

De seneste år er antallet af personer med misligholdt SU-lån steget fra 5000 til 8000.

Formand for Danske Studerendes Fællesråd kritiserer, at de studerende skal betale fire procent i rente på deres SU-lån under uddannelse, selvom staten låner pengene billigt i Nationalbanken. (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Dyr husleje og et budget, der næsten kun kan hænge sammen, hvis man optager lån.

Det er noget af forklaringen på, hvorfor antallet af danske unge, som optager SU-lån, er steget de seneste år. Og flere har svært ved at betale pengene tilbage til tiden. Antallet af personer med misligholdt studielån er steget de sidste fem år fra 5000 til 8000, skriver Ugebrevet A4.

Det høje antal kommer ikke bag på formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali.

- Det er ikke unormalt, at de studerende bruger hele deres SU på huslejen alene, og skal man have dækket andre udgifter, kommer man til at stå og mangle penge, siger hun.

Det er ikke unormalt, at de studerende bruger hele deres SU på huslejen alene, og skal man så have noget at spise og have dækket andre udgifter, kommer man til at stå og mangle penge

Yasmin Davali,formand for Danske Studerendes Fællesråd

Ifølge Yasmin Davali gør fremdriftsreformen det også svært for de unge at undgå gældsfælden. Der er meget lidt tid til studiejob, siger hun, og så bliver lånet en oplagt mulighed for at få budgettet til at hænge sammen.

Men de mange milliarder, som staten hvert år låner ud, har svært ved at finde tilbage i kassen igen. Antallet af misligholdte studielån stiger, og ifølge Carsten Tanggaard, der er økonomiprofessor og formand for Penge – og Pensionspanelet, kan det skyldes den høje arbejdsløshed blandt nyuddannede.

- Hvis man går direkte fra uddannelsen til arbejdsløshed, får man meget store problemer med at tilbagebetale et stort SU-lån. Det virker tæt på håbløst, siger han til Ugebrevet A4.

Yasmin Davali advarer da også mod, at den potentielle gældsfælde, som SU-lånet kan udgøre, kan have en social slagside.

- Det kan skræmme folk fra uddannelserne, hvis det bliver normen, at man skal gældsætte sig. Undersøgelser viser, at dem, der fravælger uddannelser, hvis de ved, at de kommer til at gældsætte sig, er unge fra ikke-akademiske hjem, siger hun.

  • På fem år er antallet af lån steget fra 385.571 til 452.185.
  • Som studerende betaler man fire procent i rente på sit SU-lån, mens man er under uddannelse.
  • Statskassen har ifølge Ugebrevet A4 tjent 1,5 milliarder kroner på SU-lån siden 2011.
  • kilde: Ugebrevet A4

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube