Sundhedsstyrelsen om problemer hos 1813: Det er alvorligt

Sundhedsstyrelsen påpeger journalrod og personale, som ikke ved, hvornår de skal kontakte en læge, hos 1813.

Akuttelefonen 1813 får hård kritik af Sundhedsstyrelsen, fordi sygeplejersker ikke er instrueret ordentligt og på grund af journalrod. (© DR)

Sundhedsstyrelsen har været på kontrolbesøg hos Region Hovedstadens Akutberedskab, som tager telefonen, når syge borgere ringer 1813, og på baggrund af besøget rejser styrelsen alvorlig kritik af akuttelefonen.

- Det er alvorligt, fordi det er vigtigt, at patienter får den behandling de skal have.

- Vi mener, at det udgør en risiko for patienterne, siger Anne Mette Dons, chef for Sundhedsstyrelsens enhed for tilsyn og patientsikkerhed til DR Nyheder.

Alvorlige problemer

- Sundhedsstyrelsen konstaterede ved tilsynsbesøget flere alvorlige problemer med uklart ansvar og mangelfuld journalføring og har anmodet Region Hovedstaden om hurtigt at følge op på sagen, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

En del af kritikken går på, at de sygeplejersker, der tager telefonen hos 1813, ikke er instrueret ordentligt.

- Ikke styr på fordelingen af opgaverne

De er ikke tilstrækkeligt klar over, hvornår de selv må råde patienterne, og hvornår der skal en læge ind over, og det udgør en alvorlig risiko for patienternes sikkerhed.

- De var ved tilsynsbesøget ikke bekendt med, hvordan deres arbejde var afgrænset, og hvornår de skulle kontakte en læge.

- Ledelsen henviste til det såkaldte beslutningsværktøj, men det var ikke klart for visitatorerne, om de måtte fravige beslutningsstøtteværktøjet, eller hvor de skulle finde specifikke instrukser, skriver styrelsen.

Alvorlige problemer med journalerne

Det skriver Sundhedsstyrelsen, som interviewede fire medarbejdere under besøget, og også har holdt øje med akutberedskabet siden januar.

Sundhedsstyrelsen mener derudover, at der er alvorlige problemer med journalens opbygning, medarbejdernes journalføring og om journalen kan bruges i et eventuelt videre behandlingsforløb.

Region Hovedstaden skal senest den 4. april have instrueret personalet grundigt, ligesom der skal sættes en løbende og systematisk opfølgning af personalets kompetencer og kvalitet af visitationen inden 25. april.

Begge dele skal afrapporteres til Sundhedsstyrelsen.

- Vi regner med at akuttelefonen retter op på de forhold, som vi har gjort opmærksom på, og at de overholder de tidsfrister, som vi har sat, siger Anne Mette Dons til DR.

/ritzau/