Supermarkedskæde starter egen uddannelse

Normalt kender vi Dansk Supermarked for at sælge os mælk i Netto, fredagsbøffen i Føtex eller vores nye cykel i Bilka. Men nu laver Dansk Supermarked også deres egen uddannelse.

Dansk Supermarkeds egen uddannelse skal lokke unge til at tage uddannelsen som butiksassistent. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Skal det være erhvervskolen, gymnasiet eller handelsskolen? Det er det klassiske valg for elever, når de er færdige i folkeskolen og skal videre til en ungdomsuddannelser.

Men nu kommer der et helt fjerde valg.

For Dansk Supermarked åbner nu deres helt egen uddannelse, som er en blanding mellem en erhvervsskole og en efterskole.

Den nye uddannelse varer et år og bliver en del af uddannelserne hos skolen Viden Djurs, som ligger i Grenaa.

Og den kan bedst beskrives som en erhvervs-efterskole, siger Christian Flø, Head of Talent Management & Learning i Dansk Supermarked.

- Man får mange af de samme fordele, med at man bor på skolen og får venner for livet. Samtidig med at man får en erhvervsrettet uddannelse ved siden af.

Garanteret praktikplads

Samtidig bliver eleverne lovet en praktikplads hos Dansk Supermarked. Netop det håber Christian Flø vil åbne døren for elever, der ellers havde valgt gymnasiet.

- De har måske valgt erhvervsskolen fra, fordi det har været svært at finde en praktikplads.

Ifølge ham er der alt for få unge, som starter og gennemfører en erhvervsuddannelse. Derfor håber han, at deres nye initiativ kan være med til at vende den udvikling

Det tror Camilla Hutters, områdechef for ungdomsuddannelser på Danmarks Evalueringsinstitut, han har ret i.

- Det er rigtigt, at der mangler praktikpladser, og praktikpladser er rigtigt vigtige for at få unge til at starte og gennemføre erhvervsuddannelser. Så der er grund til at tænke nyt.

Ikke gratis

Til gengæld undrer hun sig over, at det skal koste eleverne 7.500 kroner om måneden for kost og logi på skolen.

- Det, synes jeg, er vigtigt at huske på, siger hun.

Men de unge får elevløn fra første dag. En elevløn, der ligger på cirka 11.500 kroner om måneden før skat, understreger Christian Flø.

- Så bliver det jo mere eller mindre gratis at være der, siger han.

Det er meningen, at uddannelsen åbner døren for en karriere i Dansk Supermarked, men den giver også adgang til videregående uddannelser som markedsføringsøkonom eller finansøkonom.

Dansk Supermarked håber, at de kan åbne til august med minimum 30 elever.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube