Svenske tog dropper lufthavnsstop: Kan koste flypassagerer

I Københavns Lufthavn forstår man de rejsendes frustration og håber på en hurtig løsning med DSB.

Togpassagererne fra Sverige til Københavns Lufthavn må indregne ekstra transporttid. (Foto: 50090 Johan Nilsson / TT © Scanpix)

Svenske passagerer, der ankommer med tog for at nå et fly i Københavns Lufthavn, skal beregne ekstra lang rejsetid. Dagligt er der nemlig tog, der kører uden om lufthavnen i Kastrup på grund af pladsmangel på sporene.

Øresundstog fra Sverige skal ellers altid stoppe ved lufthavnen, men på grund af den id-kontrol, som svenskerne har indført, er der pladsmangel på Kastrup-stationen. Det skriver Jyllands-Posten.

Hvis et tog er forsinket mellem fem og ni minutter stopper det således ikke i Kastrup.

- Det er et tiltag, vi har været nødt til at implementere, for at forsinkelser fra et tog ikke spreder sig til flere. Det er noget, der hænder dagligt - men ikke mange gange, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov til DR Nyheder.

I Københavns Lufthavn frygter man, at forsinkelserne i sidste ende kan koste passagerer. Lufthavnen har fire millioner passagerer fra Sverige om året.

- Det er klart, at hvis folk ikke kan komme til lufthavnen så hurtigt, som de forventer, kan det være, de dropper rejsen eller finder en anden måde at komme derhen på.

- Det er til stor gene, så vi tager det meget alvorligt. De faste passagerer er nødt til at lægge ekstra tid ind i deres dagligdag, og vi har forståelse for, at det skaber frustration, siger pressechef i Københavns Lufthavn Kasper Hyllested.

Han håber, der findes en hurtig løsning på problemet.

Øresundstoget kører i visse tilfælde uden om lufthavnsstoppet og fortsætter ind mod København:

  • Hvis et tog er forsinket mere end fem minutter, kører det uden om lufthavnen
  • Hvis et tog er over ti minutter forsinket, stopper det dog i lufthavnen, men kører så ikke længere end til Københavns Hovedbanegård. Her tager et nødtog over og fragter passagerer på Kystbanen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube