Sygeplejersker hængt ud på nettet ved en fejl

Dansk Sygeplejeråd mener hverken, det hjælper patienter eller sundhedspersonale at blive hængt ud på nettet.

Tre sygeplejersker er blevet hængt ud på klagemyndighedernes hjemmesider sundhed.dk og patientombuddet.dk. for en fejl, de ikke havde begået.

Det skriver fagbladet Sygeplejersken.

Den nyuddannede sygeplejerske Maja Tarp fra Herlev Hospital var en af dem, der blev hængt ud på nettet.

Da en patient på en anden afdeling fik hjertestop efter en ellers vellykket operation, løb Maja Tarp hen for at hjælpe sine kolleger, som hun skal. Patienten overlevede ikke, og de pårørende klagede over behandlingen.

Alligevel ender hun - sammen med to andre sygeplejersker - efter 4 års sagsbehandling med at få kritik, selvom Sundhedsvæsenets Disciplinærudvalg ikke udsætter noget på hjertestopbehandlingen, og deres navne ender på hjemmesiderne sundhed.dk og patientombuddet.dk.

- Det er utroligt hårdt at have sådan en sag hængende over hovedet - især når man som helt nyuddannet skal finde sin identitet som sygeplejerske, siger Maja Tarp til DR Nyheder.

Hjælper ikke at blive hængt ud

Hvis en patientklage ender med kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, kommer sundhedspersonalets navne på de føromtalte hjemmesider.

Ordningen skulle skabe mere åbenhed i sundhedssektoren, men siden den blev indført i 2006, er den blevet stærkt kritiseret af sundhedsfaglige organisationer og eksperter.

Hos Dansk Sygeplejeråd mener man ikke, at sundhedspersonalet får noget ud af at blive hængt ud på nettet.

- Dem, der har begået fejl, bliver ikke bedre af at blive hængt ud på listen. I stedet burde man sørge for at få skabt rammen for, hvordan man undgår, at det sker igen, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube