Tema Forgiftet familie

Tegn på leverskade: Flere børn forgiftet af svampe i Haslev

Mindst fire hospitaler i Region Sjælland er sat i særligt beredskab. De forgiftede personer er i familie.

Akuthospitalerne i Region Sjælland er gået i beredskab, efter at en gruppe børn i Haslev er blevet forgiftet af svampe.

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital oplyser, at der er en del børn, både små og ældre, der er indlagt på mindst fire forskellige sygehuse på Sjælland.

- Nogle af dem har symptomer, der er forenelige med, at de har spist grøn eller hvid fluesvamp. Der er nogle børn, der har tegn på leverskader, siger Niels Ebbehøj, der er overlæge på Giftlinjen.

Overlægen forklarer, at en hel grøn fluesvamp er en dødelig dosis for en voksen, og at børn er mere følsomme over for svampe.

- Et bid kan være nok til, at man får symptomer. De første tegn er opkast og diarré. Efterfølgende kan der via målinger ses, om der er tegn på leverskader.

Fem af de forgiftede børn er blevet fløjet til Rigshospitalet, hvor de lige nu bliver behandlet.

- Det, jeg kan sige, er, at vi har modtaget fem alvorligt syge børn, siger informationschef Marianne Uldall, der ikke kan kommentere børnenes tilstand yderligere.

Alvorlig situation

Det er Præhospitalt Center ved Region Sjælland, der har stået for at koordinere ambulancetjenesten i forbindelse med sagen.

Direktør Benny Kristensen fortæller, at man har et overblik over, hvor mange børn, der er blevet indlagt, men at man ikke vil komme med yderligere informationer før et pressemøde i løbet af eftermiddagen foran politigården i Næstved.

Han fortæller kortfattet:

- Jeg kan sige så meget, at det er alvorligt.

Region Sjælland kan heller ikke komme med yderligere oplysninger, da man er i gang med at danne sig et overblik.

Kommer fra samme familie

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste tidligere på dagen til TV2 Øst, at de har assisteret i sagen. Efterfølgende har politiet oplyst, at de berørte personer kommer fra samme familie.

- I forbindelse med sygdomstilfælde i Haslev kan vi fortælle, at de ramte alle er fra samme familie og bor på samme adresse, skriver politiet på Twitter.

I formiddag fik politiet en anmeldelse fra Region Sjællands vagtcentral om, at ambulancer var blevet sendt til en adresse i Haslev, hvor der var flere sygdomsramte personer, der blev bragt til forskellige hospitaler, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ved du noget om sagen? Kontakt os på mail 1212@dr.dk.

DR Nyheder følger sagen.