Tema Ubåd-sagen

Tekniske undersøgelser af Nautilus begynder i nat

Ejeren af ubåden er varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab på en 30-årig kvinde.

Siden klokken 10 har politiet arbejdet med bjærgningen af ubåden. Det har ikke været muligt at sikre spor, da den sank på syv meters dybde. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Opfinderen og ubådsejeren Peter Madsen blev i dag varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab på den 30-årig svenske kvinde Kim Wall, men nægter sig skyldig.

Kim Wall blev sidst set om bord på hans ubåd, Nautilus, og det har endnu ikke været muligt at sikre spor i ubåden, som sank i går under mystiske omstændigheder.

Siden klokken 10 har politiet arbejdet med bjærgningen af ubåden, og det forventes, at den ankommer til et lukket område i Nordhavn omkring klokken 22, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Her skal ubåden tømmes for vand, så den kan løftes på land. Politiet forventer, at det tage flere timer, da der samtidig skal sikres spor.

Herefter skal ubåden flyttes til en lukket hal, hvor politiet skal lave, hvad der kaldes en gerningsstedsundersøgelse.

Hvornår politiet er færdige med undersøgelserne vides ikke præcist, men de forventer, at undersøgelserne gennemføres i nat og i løbet af søndag.

Den 30-årige svenske kvinde er journalist og skulle angiveligt skrive en historie om Peter Madsen og ubåden. Da hun ikke vendte tilbage fra turen, slog hendes kæreste alarm. Peter Madsen siger dog selv, at han satte kvinden af på Refshaleøen.

Senere sank ubåden, og Peter Madsen blev reddet i land.

Da politiet endnu ikke har haft mulighed for at undersøge ubåden, kører efterforskningen stadig i flere spor, og Kim Wall eftersøges derfor stadig.

Politiet søger vidner, der har set Kim Wall.

Hun beskrives som 30 år, 160 centimeter høj, spinkel af bygning, med rødbrunt hår og brune øjne. Iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Kim Wall. FOTO: Københavns Politi

FAKTA OM NAUTILUS

  • Ubåden UC3 Nautilus blev bygget som et hobbyprojekt af en gruppe ubådsentusiaster med den danske opfinder i spidsen. Det tog tre år at færdiggøre fartøjet.
  • 3. maj 2008 blev Nautilus søsat i Københavns Havn.
  • Ubåden er en af verdens største hjemmebyggede eksemplarer og er den tredje ubåd, som den danske opfinder har designet.
  • Nautilus er næsten halv størrelse af den danske flådes ubåde af Tumleren-klassen. Den drives dieselelektrisk.
  • Ubåden kan i teorien dykke til en dybde på 470 meter. Det er den dybde, hvor skroget ifølge beregninger kan forventes at bryde sammen på grund af vandtrykket.
  • I 2010 skete der en batterieksplosion i maskinrummet. Flere batterier blev beskadiget. I 2011 blev ubåden taget på land og har gennemgået en omfattende renovering.