Terrorfrygt får danskerne til at droppe Tyrkiet

Rejsebranchen oplever, at mange danskere i år fravælger ferien i Tyrkiet. Terrorfrygt er en af forklaringerne.

En undersøgelse fra YouGov lavet for Skov Rejser viser, at truslen om terror får 54 procent af danskerne i høj eller meget høj grad til at fravælge en rejsedestination. (Foto: Christian Ringbæk © Scanpix)

Normalt sender de danske rejsebureauer hvert år omkring 250.000-275.000 danske turister af sted til Tyrkiets solrige kyster.

Men i år oplever charterbranchen en markant nedgang sammenlignet med sidste år.

Samlet forventer branchen ifølge Apollo kun at sende omring 200.000 danske charterturister til Tyrkiet i år.

- Vi har solgt halvdelen af, hvad vi solgte sidste år i samme periode svarende til et fald på mellem 40-50 procent, fortæller Apollos kommunikationschef, Glenn Bisgaard og tilføjer:

- Det er ikke kun i Danmark, men i hele Norden, at rejsebranchen lige nu oplever et samlet fald på 40 procent.

Den store nedgang skyldes konflikterne i Syrien og Irak, som er årsag til den øgede risiko for terrorangreb i Tyrkiet.

Det får danskerne til at droppe Tyrkiet som feriemål, og det er årsagen til den manglende efterspørgsel, mener Glenn Bisgaard.

En undersøgelse fra YouGov lavet for Skov Rejser viser da også, at truslen om terror får 54 procent af danskerne i høj eller meget høj grad til at fravælge en rejsedestination.

På Udenrigsministeriets hjemmeside oplyser man, at danske rejsende generelt har et problemfrit ophold i Tyrkiet.

Ministeriet råder dog besøgende til at holde sig væk fra den syriske grænse.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube