Test af oregano afslører store mængder visne blade fra træer

En test fra Forbrugerrådet Tænk afslører snyd med oregano i stor stil. Coop har trukket produkter tilbage.

I nogle af produkterne var det næsten halvdelen af indholdet, som ikke var oregano. (Arkivfoto) (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Oregano er ikke altid oregano. I hvert fald ikke det man kan købe i danske supermarkeder.

Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk har fået foretaget på et laboratorium. Her viste det sig, at der i fire af ti produkter var iblandet visne blade fra blandt andet oliventræer og soløjetræer.

I nogle af produkterne var det næsten halvdelen af indholdet, som ikke var oregano.

Det skriver Jyllands-Posten.

Soløjetræer har det latinske navn Cistus. Bladene fra træet bruges blandt andet som lægemiddel, men smager ikke af noget og tilsættes ifølge seniorrådgiver Camilla Udsen, Forbrugerrådet Tænk, kun for at spare penge.

- Det er meget overraskende, at så mange produkter indeholder andet end oregano - og i så store mængder. Det er ikke en fejl. Det er decideret snyd, siger hun.

50-70 procent oregano

Det er oregano af mærket Änglamark, Robero Krydderier Oregano og Kilic Oregano, der kun indeholder mellem 50 og 70 procent oregano.

Supermarkedskæden Coop har valgt at fjerne Änglamark-oregano fra butikkerne.

Kædens kvalitetschef, Malene Teller Blume, tager sagen meget alvorligt.

- Vi erkender, at vi er blevet snydt med vores oregano, men i hvor høj grad er svært at sige. Vi er utroligt ærgerlige over det og kan på ingen måde acceptere det. Man skal kunne stole på, at når man køber oregano, ja, så er det oregano, siger hun.

Coop har også fjernet Kilic-oregano fra hylderne. Direktør i Megafood, der leverer Kilic-oregano, Deniz Kilic forklarer, at virksomheden køber oreganoen fra en tysk leverandør.

Han siger samtidig, at Megafood nu vil stoppe samarbejdet med den tyske leverandør.

Kontant undersøger fødevaresvindel

I Dansk Supermarked har man valgt ikke at trække Budget-oregano tilbage fra handlen, selv om testen afslører, at kun 70 procent af indholdet er oregano.

Det skyldes, at man ikke er overbevist om, at det står helt så slemt til, som testen antyder.

- Vi kan ikke genkende, at 30 procent af indholdet af Budget-oregano skulle være andre blade. Men det vil vi nu undersøge, siger kvalitetschef Carina Jensen, Dansk Supermarked.

DR's forbrugerprogram Kontant undersøger lige nu svindel med fødevarer. En test af såkaldt ekstra jomfru olivenolie afslører, at forbrugerne også her risikerer at blive snydt.

Se Kontant: Billig olie på dyre flasker (1:2) og læs mere på dr.dk/kontant

/ritzau/